Da jeg flyttede til København i 1994 var det ikke eksplosive huspriser, der dominerede dagsordenen. Hovedstaden var på fallittens rand, og der var betydelige sociale problemer. En del af dem blev løst ved boligsaneringer og egentlig social eksport til blandt andet Ravnsborg Kommune på Lolland. Problemerne blev flyttet andre steder hen, og København fik plads til socialt stærke familier med et betydeligt bedre skatteudskrivningsgrundlag til følge. Dertil kom at København blev subsidieret på forskellig vis.
En del af løsningen var måske fornuftig nok. Spredning af sociale problemer er ikke en ueffen metode, men det fordrer i nogen grad en understøttelse af de sociale indsatser i de modtagne kommuner. Frivillige, kirkelige og foreningsbaserede sociale indsatser er udpræget i de største byer, men ikke i mindre kommuner, hvor opgaven er af et langt mindre omfang, men betydeligt for en lille, kommunal økonomi. Civilsamfundets indsats overgik altså med denne udflytning i nogen grad til den skattefinansierede sektor, der mange steder i forvejen var hårdt spændt for.
Pointen er, at den udvikling der skete, ikke kan placeres på en god-dårlig-skala, men det kan konstateres, at der i processen stod tabere tilbage, som de kommuner, der fik store sociale udfordringer. København derimod fortsætter med at vokse og tiltrække ressourcestærke familier, nu eksempelvis ved at etablere en ny bydel, Lynetteholm – støttet af både denne og den forrige regering – med noget der ligner fatale miljømæssige konsekvenser i blandt andet Køge Bugt.
Det er balancen, den er gal med, og det kræver, at der etableres en grundfast politik for at sikre et helt og sammenhængende Danmark. Udflytning af et par statslige arbejdspladser og uddannelser er ikke en løsning i sig selv. Ironisk nok modtager de store uddannelsesinstitutioner i København nu ekstra penge for at drive uddannelser på Bornholm, selvom det måske er svært at spore deres dybereliggende interesse i det projekt.