'Hvor drømmer vi os hen' er titlen på debat-kampagnen, der skal udvikle Bornholm, hæve loftet og støvsuge og forædle de gode ideer.
Sammen med De Bornholmske Borgerforeningers samvirke, Foreningen Baltisk Bro, LAG Bornholm og Center for Regional- og Turismeforskning har Tidende taget initiativ til at sætte debatten løs og holde den flyvende i et år.
Vi startede med emnet: Hvilken rolle skal Bornholm have i Østersøen, og i den seneste måned har vi diskuteret Bornholm som energiø. Den debat kulminerer med en stor debatsalon for 150 læsere og eksperter på tirsdag i Elværket i Rønne. Her skal vi diskutere grønne løsninger, arbejdspladser, vækst og visioner. Alle deltagere får mulighed for at se den spritnye og ganske imponerende energiøudstilling i Elværket, som Baltic Energy Island står bag, og når debatten er ovre, serverer vi lidt at stille sulten og slukke tørsten med til store og små. Det sker i samarbejde med Bornholms Brands fond, der har støttet debatprojektet.
I debatten har vi inviteret en lang række eksperter og parter, der med deres viden og interesser giver netop deres bud på, hvordan vi kan udvikle os godt. Den debat er vi meget glade for, at så mange læsere også har engageret sig i.