Det bornholmske vidunder ved Hammershus

Det bornholmske vidunder ved Hammershus
LEDER | DEBAT | 19. AUG • 05:30
LEDER | DEBAT | 19. AUG • 05:30

Wonderfestiwall er en moderne tradition, der styrker fællesskab, kultur og stolthed.

Når musikken ruller ud over klipperne, og lys og rytmer blander sig med den næsten tusindårige silhuet af Hammershus, mærker vi, hvor unikt et sted vi lever. Wonderfestiwall er ikke bare en festival. Det er en af vores største tilbagevendende kulturbegivenheder, og samtidig en af de mest moderne, vi har formået at skabe og fastholde.

Derfor fortjener arrangørerne, de mange frivillige og de tusinder af gæster en stor tak. Uden jer ingen festival. Uden jer ingen folkefest. Det er i mødet mellem musikere, publikum og det særlige bornholmske engagement, at festivalen år efter år kan lade sig gøre.

Wonderfestiwall forener det, vi elsker at være kendt for: Store oplevelser, stærk markedsføring, øget sammenhold og ovenikøbet almennyttig velgørenhed, når en del af overskuddet går til gode formål rundt om i vores samfund.

Det er ikke blot en festivalrus for de unge og de festglade. Det er også et signal til resten af Danmark – og verden – om, at vi kan skabe kulturelle fyrtårne, der giver genklang langt ud over øens grænser.

Det er i sandhed et bornholmsk vidunder. Vi kan være stolte, uanset om vi selv står foran scenen, hjælper med at bygge festivalen op, eller blot følger begivenheden på afstand. At kunne samle pop, rock og Hammerhus i en folkefest viser, at vores samfund har styrke, kreativitet og vilje til at løfte i flok.

Wonderfestiwall er blevet en moderne tradition. En tradition, der både udvikler vores kultur og bidrager til vores fælles identitet. Den minder os om, at store ting kan lade sig gøre på Bornholm, når vi tør drømme – og når vi arbejder sammen for at gøre drømmene til virkelighed.

Tak til alle, der gør Wonder muligt.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT