KOMMENTAR / DEBAT / 8. FEB • 19:00

Campus skriver: Plade-Bent – en legende i gågaden

Campus skriver: Plade-Bent – en legende i gågaden
Tre piber i munden.

I 51 år har Bent Andersen drevet Musikeksperten på gågaden i Rønne, hvor han har delt ud af sin viden og passion for musik – og han har ingen planer om at stoppe lige foreløbig.

Selvom Bent Andersen er uddannet radioteknikker, blev han i 1975 overtalt til at passe Musikexperten i tre måneder.

– Så gik tiden sgu, og så gik der hurtigt 51 år, siger han i dag med et smil på læben.

Plade-Bent, som han i daglig tale bliver kaldt, er den måske mest ikoniske del af Rønnes gågade, og med god grund. Musikexperten med dens autentiske og røgfyldte stemning er som en tidslomme for pladeentusiaster, der længes efter et indblik i, hvordan det var i de gode gamle dage.

Plade-Bent har fra barnsben været stor tilhænger af musikkens verden.

– Lige siden 1962, hvor jeg købte min første vinyl, som jeg havde sparet sammen til med mine lommepenge, siger han.

Den interesse har fulgt ham hele livet, og han siger, at store dele af hans fritid også går med at kværne plader fra samlingen på 5.500 lp-plader.

– Hvis jeg for eksempel har 10 lp’er med den samme gruppe, så lytter jeg til den første, de sendte ud, og så den anden, så den tredje... Så tager man sådan en weekend, hvor man kører alle igennem fra ende til anden. Men man skal jo også huske at spise og sove en gang imellem.

Her kan man snakke om dedikation. Bent Andersen er en musiknørd af den gamle skole og bliver derfor aldrig helt fan af de moderne streamingtjenester.

– De fleste plader fortæller jo en historie, som man ikke får med, når man bare streamer, siger han.

Elever skriver

Artiklen er lavet af elever fra 2.md på Campus Bornholm, som i samarbejde med Tidende journalistik om avis og medier.

Eleverne var på Tidende onsdag i denne uge.

Bent Andersen fordyber sig derfor i hele plader i stedet for at skippe hvert andet nummer, som man let kan komme til, når man streamer musik.

– Mange der kommer ind, har streamet og downloadet, ja, de ved, hvad sangeren hed, men så får de coveret, og så ved de pludselig, hvem spiller bas, hvem der spiller guitar og det ene og det andet. Du ved, sådan nogle ting, de ikke fik en skid at vide om ved streamingtjenesterne, siger Bent Andersen og tilføjer smilende:

– Og så er der jo det ved lp’erne, at det typisk kun er to gange 20 minutter, så ungdommen bliver nødt til at lette røven fra sofaen for at vende pladen.

Omvandrende musikleksikon

Plade-Bent er en respekteret og anerkendt mand. En facebook-gruppe ved navn “Vi elsker Plade-Bent” blev oprettet tilbage i 2009 og har med sine 653 medlemmer været aktiv lige siden. I gruppens beskrivelse står der: "En gruppe for alle os der elsker vores omvandrende musikleksikon og musikelsker, "Plade-Bent" Andersen fra Musikexperten i Rønne".

I gruppen bliver der skrevet alt godt om Plade-Bent samt hyggelige hilsner. Derudover bliver der også lagt billeder op fra fortiden af Musikexperten, hvor man på trods af årenes løb stadig kan genkende gode gamle Plade-Bent.

Et rygte på Facebook har hævdet, at Bent Andersen kun har holdt én ferie siden 1988, men kan det virkelig være rigtigt?

– Det var, da jeg blev 60, så havde jeg to kammerater, der ikke vidste, hvad de skulle give mig. Så gav de mig en lejlighed i Prag i en uge. Men de tog jo med, for jeg skulle ikke have lov til at drikke alt den lækre tjekkiske øl alene, siger Bent Andersen med sit karakteristiske skæve smil.

En af grundene til, at Musikexperten altid har åbent er, at Plade-Bent ikke holder sygedage.

– Hvis man bliver syg, så har man jo bare værs'go at være det efter klokken 13 om lørdagen, så bliver jeg bare frisk til mandag morgen igen, siger Bent Andersen og understreger, at han ikke er typen, der har ondt i pjækketarmen

– Det er jeg alt for nærig til.

På vej mod de 74

I årenes løb har der naturligvis været mange op- og nedture, og selvom pladesalget for tiden er voksende, er der stadig ”uhyggeligt mange” af Plade-Bents kolleger, der har lukket deres butik inden for de seneste år på grund af streaming og download.

Plade-Bent er dog stadig håbefuld og mener, at plade- og cdbutikker som hans stadig har mange år i sig. Han mener dog, at man jo på et eller andet tidspunkt skal gå på pension, og hvis man skal gøre det, synes han, at man skal gøre det, mens man er klar i hovedet og nogenlunde rørig, så man ikke bare sidder som en overkogt grønsag og triller tommeltotter dagen lang.

Plade-Bent fylder 74 til maj og fortæller, at han kunne have gået på pension da han var 65, men:

– Der var jeg sgu for ung, siger han og slår fast, at der ingen arving er til butikken.

– Når jeg slutter, slutter den, siger Bent Andersen.








FÅ ABONNEMENT