Debat: Varekørsel på cykelsti er en storm i et glas vand

Debat: Varekørsel på cykelsti er en storm i et glas vand
Varekørsel på en cykelsti i Sandvig er ikke nær så stort et problem for trafiksikkerheden som cyklister, som ikke vil bruge cykelvejene. Arkivfoto: Jacob Jepsen
LÆSERBREV | SANDVIG | ABONNENT | 21. AUG 2021 • 10:30
Af:
Søren Kyhn Jørgensen
 Brovangen 49
Rønne
LÆSERBREV | SANDVIG | ABONNENT
21. AUG 2021 • 10:30

Man kan umiddelbart blive fristet til at tænke: "Gad vide, om lederskribent Jakob Marschner har noget imod sin tidligere kollega fra tiden på avisen, nemlig den ene halvdel af direktørparret på The Falcon Hotel, Mette Tiensuu, når han med brask og bram går ind i sagen om vareleverancer til hotellet?"

Det er i al fald i bedste fald proportionsforvrængning, hvis det er på trafiksikkerhedens vegne, lederen fra tirsdag den 17 august er skrevet. Det drejer sig om aflevering af gas og vasketøj, men det er jo især i højsæsonen, at det drejer sig om næsten daglige leverancer. Her er det erhvervschauffører, der med stor hensyntagen til den "bløde" trafik på cykelstien forsigtigt betjener hotellet.

Det er efter min mening en storm i et glas vand, hvorimod trafiksikkerheden kunne øges ganske betragteligt, hvis mange af dem, der kører på dyre cykler, ville benytte cykelstierne langs vore veje i stedet for at blæse højt og flot på de runde, blå påbudstavler, som jo netop påbyder cyklister at køre på cykelsti.

Det er bestemt ikke alle, men rigtig mange af disse anarkister giver mange farlige situationer på vejene, og ydermere når man som bilist skal foretage en sikker overhaling, kommer man ud over midterlinjen, og hvis man så bliver set af politiet, så er det klip i kørekortet og bødeforlæg.

Så venligst Jakob Marschner, al ære og respekt hvis det er i trafiksikkerhedens ærinde, lederen i tirsdags er skrevet, men hvis det virkelig er det , så er der mange andre ting, der kunne have gavn og oplysning af en relevant leder i Bornholms Tidende.