Debat: Tv-serien har fortjent at komme ud som bog

Debat: Tv-serien har fortjent at komme ud som bog
Dette er det eneste foto vi kender fra 9. maj af sovjetrussernes hurtigbåde i Rønne Havn. Skibet til højre er en tysk tanker, Göl 1, der blev sænket af sovjetiske bomber 8. maj. Foto Georg Kjøller. Niels Chr. Bohn Pihls samling
| ABONNENT | 10. JUN 2021 • 14:46
Af:
Arne Ipsen
Skydebane Allé 1
Helsingør
| ABONNENT
10. JUN 2021 • 14:46

LÆSERBREV

Vi er uden tvivl mange over hele landet, der blev betaget, ja faktisk grebet, af den dramadokumentariske serie "Bomberne over Bornholm" i DR1. En del af os bornholmskfødte mindes, mere eller mindre, den barske tid indtil 1946. Mit eget tidligste minde er den officielle befrielse og det lille års tid med russernes ophold på Bornholm.

Tv-serien gav en virkelig god og bred beretning, med vigtige oplysninger, om det grå kapitel i Bornholms historie. Gennem billeder, historikeres oplysninger, bornholmeres personlige minder og ikke mindst levendegørelsen med dygtige skuespillere.

Og så havde serien en god, gennemgående fortæller: Rønnedrengen Henning Fält-Hansen. Han var den helt rigtige i "hovedrollen". På sin rolige måde fortalte han varmt og åbenhjertigt om sin far, politiassistent Johannes Hansen, og familiens hverdag. Nu og da i fællesskab med sin også fint fortællende bror. Henning kunne skabe medleven. Vi fik barske realiteter, men også lune, opmuntrende historier fra hverdagen for 75 år siden.

Vi fik endnu engang bekræftet, at menneskers personlige minder har uvurderlig betydning for historieformidling!

Selvom serien sluttede søndag den 23. maj, så er den ikke slut for os, der fulgte den på tv. Vi lever i en tid med teknologi, der lykkeligvis kan hjælpe med bevaring af film og tv-udsendelser. Men vi læser også alt det, vi kan få fat på om besættelsen og russertiden på Bornholm.

"Bomberne over Bornholm" har fortjent at komme i bogform. En rigt illustreret og godt fortalt bog, vi til hver en tid kan tage ned fra hylden og slå op i. Hermed en opfordring til Danmarks Radio!