Debat: 'Coronaen berører alle, men hjulene holdes i gang'

Debat: 'Coronaen berører alle, men hjulene holdes i gang'
Jens Christian Olsen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 16. JAN 2021 • 16:22
Af:
jens christian olsen formand for fh-bornholm
| ABONNENT
16. JAN 2021 • 16:22
SYNSPUNKT

Man kan dagligt læse om, hvordan brancher og virksomheder bliver ramt af eksportnedgang og restriktioner som følge af coronavirusen.

Bestyrelsen for FH-Bornholm gjorde mandag status over, hvordan covid-19 pandemien og nedlukningen rammer medlemsgrupperne i Fagbevægelsens Hovedorganisation på Bornholm.

Alle vores medlemmer bliver berørt.

Det er meget forskelligt fra fag til fag, branche til branche.

Mange medlemmer har siden marts mistet job eller er sendt på arbejdsfordeling med dagpenge. Begge grupper har mærket indkomsttab, da dagpenge gennemsnitlig er 50 procent lavere end lønnen. Det har typisk foregået i industrien, hvor nedgangen på eksportmarkedet har medført stort omsætningstab både for eksportvirksomhederne og deres underleverandører.

Nogle medlemsgrupper er blevet hjemsendt med løn, hvor virksomhederne har fået delvis lønkompensation fra Staten på baggrund af en 3-partsaftale, som arbejdsmarkedets parter, Fagbevægelsens Hovedorganisation FH og Dansk Arbejdsgiverforening DA, indgik med Staten. Ordningen har reddet mange jobs og sikret, at virksomhederne beholdt deres kvalificerede medarbejdere.

Andre medlemsgrupper er blevet pålagt hjemmearbejde, hvis de har arbejdsopgaver, der kan foregå i hjemmet. Det har især været administrative- og andre kontorlignende jobs. Også lærere m.v. måtte geare klasseundervisning om til online-undervisning med hjemmet som "studie".

Selv i perioder, hvor man talte om, at landet var lukket ned, var hovedparten af vores medlemmer på deres arbejdspladser – og sådan er det stadig.

Men coronaen påvirker deres arbejde.

Sygeplejersker, sosu-medarbejdere og pædagoger, der tager sig af vores syge, gamle og børn samt dem på døgninstitutioner varetager funktioner, hvor restriktioner som afstandskrav ikke er muligt af overholde. Afspritning, håndvask og mundbind dagen lang er dagligdagen for mange.

Chauffører og renovationsarbejdere sikrer, at folk og varer kommer frem, og skraldet bliver fjernet. Men nogle passagerers manglende hensyntagen og henkastede brugte mundbind gør arbejdsdagen mere usikker for buschauffører og renovationsmedarbejdere.

I butikslivet har hygiejnerestrektionerne medført, at vores medlemmers arbejdsopgaver er blevet mere opfattende – de skal sikre, at der ikke er for mange kunder i lokalet, at afstandskrav overholdes og at de selv beskyttes bag værnemidler. Efter den første hektiske "hamstrings-panik" udviser de fleste kunder forståelse og tager hensyn.

Byggebranchen har som helhed ikke været omsætningsmæssigt ramt af coronaen som andre brancher. Vores medlemmer har været travlt beskæftiget med at løse de mange opgaver. Efter en tøven hos nogle kunder i foråret over for at lukke håndværkere ind i deres private hjem, er der kommet mange nye ordrer. Desværre kender vi nu også eksempler på, at private kunder har tilkaldt håndværkere, når de nu selv var hjemsendt i isolation.

Men også her er der plads til forbedringer. Vore håndværksorganisationer efterlyser, at man alvorligt forholder sig til især to forhold i byggeriet.

For det første skal de restriktionsregler, som gælder i resten af samfundet, tænkes ind og overholdes også på byggepladser. Nogle steder arbejder mere end fem personer tæt sammen, der er ikke plads til at holde afstand ved frokosttid i skurvognen, hygiejnesikring overlades til medarbejdere med udlevering af spritservietter og lignende eksempler.

For det andet udgør adgangen for udenlandsk arbejdskraft uden restriktioner en stor risiko for spredning af covid-19 på bl.a. de danske byggepladser. Skal vi arbejde sikkert sammen med polske eller lettiske kollegaer, bør de ved indrejse pålægges samme restriktioner som for eksempel i Norge.

På industriområdet har der trods reduktioner også været arbejdet hele tiden. De bornholmske ordreproducerende virksomheder har generelt været hurtige til at omstille sig og finde nye ordrer. Og hos øens største eksporterende virksomhed Jensen A/S er der også løbet nye ordre ind.

Den mest usikre branche er nok igen turistbranchen. Forårets nedlukning med aflysning af både påsken og folkemødet medførte, at det der skulle være starten til den største turistmæssig sæson nogensinde, blev drastisk beskåret. At sæsonen så kom voldsomt i gang fra højsommeren, medførte godt nok en stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Men det, der kunne have givet vores medlemmer indenfor branchen en god lang beskæftigelsesperiode, blev blot et kort hektisk sæsonarbejde for mange. Til gengæld kan vi glæde os over, at det lykkedes branchens parter sammen med Campus Bornholmat få gennemført et længe næret ønske om at bruge lavsæsonen til at opkvalificere medarbejderne – på den måde blev de fastholdt i stedet for afskediget ved sæsonens slutning.

En nødvendig forlænget nedlukning vil berøre os alle, brugere som medarbejdere. Men vi kan og skal kommen igennem det i fællesskab. Der skal dog være fokus på, at der ikke er nogen, der lider eller bukker under. Derfor skal der vises hensyn til både dem, der står uden job, og dem, der stadig skal udføre deres arbejde under de nuværende forhold.

Vi må som faglige organisationer kræve, at dagpengeretten for den enkelte ledige ikke udløber under coronatiden, og at ledige ikke hver uge skal søge arbejdsgivere om jobs, der ikke er der pt.

Vi må kræve at arbejdsgivere tilrettelægger arbejdet, så vores medlemmer sikres bedst mulig mod smitterisiko og arbejdsmiljømæssige gener.

Fagbevægelsens Hovedorganisation på Bornholm ønsker medlemmer og andre et bedre 2021.