På et møde i efteråret med den ansvarlige for udskiftningen af lyset på torvet blev arbejdsgruppen oplyst om, at de gamle master skulle udskiftes, idet de ikke er konstrueret til den nuværende belastning, og at den ene mast skulle flyttes for at tilgodese træet på torvet. Vi (arbejdsgruppen) var meget tilfredse med, at Bornholms Regionskommune ville efterkomme vores ønsker om ophængning i wirer. Desværre udtrykte vi ved den lejlighed ikke ønsket om at blive inddraget i selve udformningen og udseendet af de nye master, idet vi antog, at de ville ligne de bestående. Det fortryder vi nu!
I arbejdsgruppen kender vi ikke kommunens beslutningsproces - altså bestilling af nye master, beregning af styrken og den efterfølgende udformning af masterne. Vi kan bare sidde tilbage og konstatere, at man i den proces glemte æstetikken og indpasningen i bymiljøet. Man kan antage, at de mange led i processen har bevirket, at det udelukkende har været praktiske og sikkerhedsmæssige forhold, der har afgjort udformningen.
Vi så gerne, at masterne blev udskiftet med nogle, som fremstår mindre dominerende, og som er i bedre samspil med byens og torvets udtryk. Den lære, både vi som byens repræsentanter og BRK kan uddrage af denne sag, er, at samarbejde, kommunikation og inddragelse ikke skal slutte halvvejs i en proces. Vi vil huske det. Og vi opfordrer til, at kommunen også husker det.