Debat: Hellere elektrificeret buskørsel end et rådhusprojekt til 150 millioner kroner

Debat: Hellere elektrificeret buskørsel end et rådhusprojekt til 150 millioner kroner
Coronapandemien har bevist, at det ikke er nødvendigt at befinde sig i samme bygning for at kunne mødes og samarbejde effektivt. Derfor mener viceborgmester Morten Friis (EL), at kommunalbestyrelsens øvrige partiers forhippelse på et nyt rådhus ender i et ødsel med skatteborgernes penge. Arkivfoto: Jacob Jepsen
LÆSERBREV | DEBAT | BORNHOLM | Tirsdag 10. august 2021 • 11:17
Af:
Morten Riis (EL)
viceborgmester
Holkavej 6
Gudhjem
LÆSERBREV | DEBAT | BORNHOLM | Tirsdag 10. august 2021 • 11:17

Alt imens Bornholms Regionskommune ansøger staten om 70 millioner kroner i tilskud, galopperer kommunalbestyrelsens øvrige partier (alle undtagen Enhedslisten) stadig videre med et rådhusprojekt til 150 millioner. Det store ubesvarede spørgsmål bliver sjældent stillet og endnu mindre besvaret: hvorfor overhovedet?

Der er allerede flere kommunale bygninger, indrettet til formålet – med mindre kontorer og lovlig udluftning. Og yderligere også flere tomme bygninger. Selv hvis der skulle kunne opnås en driftsbesparelse, hvis nogle af de fraflyttede lokaliteter blev solgt, ville det tage lang tid at indhente udgifterne – muligvis årtier. Men det kan ikke være den slags rationaler, der bevæger kommunalbestyrelsens øvrige partier. De type af beregninger er aldrig forelagt politikerne, ligesom de næppe er forespurgt eller foretaget.

Det seneste halvandet år med coronapandemien har derimod bevist, at det ikke er nødvendigt at befinde sig i samme bygning for at kunne mødes og samarbejde effektivt. De digitale møder rummer et stort og hidtil overset potentiale. Hvorfor bruge de mange millioner, som regionskommunen jo i forvejen har svært ved at finde, på en stoleleg?

Det samme gælder i øvrigt planerne om sammenlægningen af kulturinstitutionerne (blandt andet biblioteket) i Rønne. Hvor er pengene til det?

Visse partier er i den ene sag tilhængere af samlingen af de administrative arbejdspladser og i den anden modstandere af flytningen af biblioteket, selvom de to er to sider af samme kabale. Rømningen af adressen på Pingels Allé er allerede indtænkt i rådhusplanen.

Fra Enhedslistens position vil vi ikke være med til dette hovedløse ødslen med borgernes penge. Der ville derimod være meget mere musik i at bruge eventuelle frie anlægsmidler, hvis de kan findes, på at elektrificere den kommunale buskørsel. Her ville pengene være givet ud på noget, der hurtigt ville reducere driftsudgiften, som ville gøre den kollektive transport mere attraktiv og reducere vores CO2-udledning.

FÅ ABONNEMENT