Vi kan sagtens forstå frustrationen. Vi er selv forældre og har også et ønske om ordentlige forhold for øens børn og unge – det skal der ikke herske tvivl om. Nedskæringer er ikke noget, vi bifalder, men samtidig oplever vi, at nogle ikke har forståelse for problemerne i vores medlemmers hverdag.
Vi støtter en investering i kommunens matrikler, en investering vi har ventet på i flere årtier. Rådne vinduer, dårligt indeklima og manglende plads til kollegaer er noget af det, som påvirker vores dagligdag og gør, at vores arbejdsmiljø er belastet.
Men vi har også et behov for, at der tænkes strategisk. At vi på tværs af kommunen kan kommunikere på en mere meningsfuld måde, og at vi kan fokusere mere på effektiv koordinering. Transport på landevejen frem og tilbage til møder. Manglende informationer fordi man har glemt at inddrage alle interessenter, og der er mange flere eksempler, som giver mening for en samling af de administrative medarbejdere, samt renovering af kommunens matrikler.
Der er nogle politikere, som siger, at alt kan løses via Skype, men Skype lægger ikke et fundament for det gode samarbejde, det gør relationer, og det styrkes ved, at man mødes ansigt til ansigt. Hvis vi skal have ordentlig sagsbehandling, kvalificeret budgetopfølgning og mulighed for at arbejde effektivt, er vi nødt til at have en struktur uden distance.