Debat: De glemte unge

Hvornår tager vi ansvar for den stadigt voksende del af unge, der ekskluderes af samfundet?

Vi ekskluderer unge fra vores fælles samfund, efter vi først ekskluderede dem i skolen.

Alt det vi ikke taler om, forsvinder ikke.

Alt det vi ikke kan se, er her endnu.

Alt det vi ikke husker, har vi stadig et ansvar for.

Ufrivilligt skolefravær som barn/ung fører i mange tilfælde til ufrivilligt livsfravær. Uanset alder er følelsen af eksklusion den samme.

Det handler om unge mennesker, der i de fleste af døgnets timer opholder sig på deres små værelser i byen eller på teenageværelset hjemme hos mor/far eller andre ressourcepersoner i netværket. Det er unge, der allerede i skoletiden havde svært ved at passe ind i de givne rammer i skolen. De er ramt på deres fleksibilitet og kan ikke bare tilpasse sig som andre unge – heller ikke selvom de gerne vil. De har i mange tilfælde en autismediagnose og/eller en adhd.

Det skoletilbud de fik stillet til rådighed matchede ikke deres behov, fordi deres hjerner ikke fungerer som de fleste andres. Mange af de unge har ikke gennemført folkeskolens afgangsprøver – fordi de gik ned med flaget undervejs og allerede dengang blev ramt af en række følgelidelser, der kan beskrives i psykiatrien, ligesom deres grundlæggende autisme/adhd kan.

Ingen vil be’ et menneske i kørestol, om at tage trappen, fordi elevatoren ikke er virker. Det er et aldeles upassende krav at stille. Ikke desto mindre er det den slags krav, der stilles til børn og unge, hver dag i den danske folkeskole. Krav der langt overstiger, hvad barnet / den unge med en anderledes hjerne kan honorere.

Disse unge fik stillet 10 års skolegang til rådighed. I takt med de fylder 18 år, glider de i alt for mange tilfælde ud af samfundets søgelys.

De kravlede, krøb eller faldt ud af folkeskolen og i dag kæmper de med ocd, angst, spiseforstyrrelser, selvskade og depressioner. Enkelte har overvejelser om, at afslutte det liv de kender, men som de ikke kan holde ud. Fælles for dem alle er, at de ikke ved hvordan de skaber en tilværelse med indhold og mening. De har ikke kræfterne og mangler det initiativ andre unge er fyldt af.

De flyder rundt i en grå masse af depression. De falder udmattede om hver aften efter at have brugt deres kræfter på at kæmpe med ocd’en, der som en uønsket chef i deres liv har taget kontrollen. Andre ligger vågne natten igennem, i forsøg på at jage tankemylder, angst og trang til selvskade på afstand.

Flere er på en offentlig ydelse som eks. førtidspension. Men pensionen fremstår nærmest som aflad for den samfundsskabte mistrivsel. Den ledsages af en ligegyldighed, der viser sig som offentlighedens manglende undersøgelse af, om den unge har mulighed for at leve et værdigt liv.

Deres liv leves på værelset, hvor de får hjælp og støtte af deres nærmeste netværk – typisk forældrene, der bruger deres sparsomme kræfter på, at gøre tilværelsen tålelig for den unge og kompenserer for samfundets manglende interesse. Men det er langt fra et værdigt liv, disse unge lever.

Vi har et ansvar for disse unge med usynlige handicaps. Selvom vi hverken kan se det – eller forstår det.

Når de pårørende tigger om hjælp hos kommunen, bliver de mødt med, at det er den unge selv, der skal sætte ord på et evt. behov for hjælp. Men det kan de unge kun i meget få tilfælde. De unge ved ikke, hvad der skal til af hjælp. De ved ikke, hvordan man kommer “videre” fra håbløshed, når ingen tilsyneladende har brug for deres evner. Når ingen forventer noget af dem.

I de kommende år vil vi se endnu flere af disse unge. Det er unge, der har gået i skole i skyggen af Salamancas forgyldte skær og løfte om inklusion. De fik chancen for til at blive inkluderet. Vi glemte bare, at forskellige hjerner har brug for forskellig slags læring. Alt for mange blev ikke forstået og har lidt for mange nederlag, til nu at have tillid til samfundet.

Vi har som samfund ansvar for mennesker med handicap, fordi vi ifølge Handicapkonventionen har forpligtet os til, at sikre muligheden for, at alle mennesker kan leve et meningsfuldt liv.

Hvornår løfter vi det ansvar?

Hvornår begynder vi at inkludere alle unge mennesker i vores samfund?

Hvornår tager vi ansvar for den stadigt voksende del af unge, der ekskluderes af samfundet?

Fællesskab har ingen facit. Der er ikke kun ét rigtigt fællesskab. Vi ønsker alle at være en vigtig del af et fællesskab. Det gør disse unge også, men de har brug for hjælp, til at finde det rette fællesskab.

Mange tanker til de glemte unge.