De kravlede, krøb eller faldt ud af folkeskolen og i dag kæmper de med ocd, angst, spiseforstyrrelser, selvskade og depressioner. Enkelte har overvejelser om, at afslutte det liv de kender, men som de ikke kan holde ud. Fælles for dem alle er, at de ikke ved hvordan de skaber en tilværelse med indhold og mening. De har ikke kræfterne og mangler det initiativ andre unge er fyldt af.
De flyder rundt i en grå masse af depression. De falder udmattede om hver aften efter at have brugt deres kræfter på at kæmpe med ocd’en, der som en uønsket chef i deres liv har taget kontrollen. Andre ligger vågne natten igennem, i forsøg på at jage tankemylder, angst og trang til selvskade på afstand.
Flere er på en offentlig ydelse som eks. førtidspension. Men pensionen fremstår nærmest som aflad for den samfundsskabte mistrivsel. Den ledsages af en ligegyldighed, der viser sig som offentlighedens manglende undersøgelse af, om den unge har mulighed for at leve et værdigt liv.
Deres liv leves på værelset, hvor de får hjælp og støtte af deres nærmeste netværk – typisk forældrene, der bruger deres sparsomme kræfter på, at gøre tilværelsen tålelig for den unge og kompenserer for samfundets manglende interesse. Men det er langt fra et værdigt liv, disse unge lever.
Vi har et ansvar for disse unge med usynlige handicaps. Selvom vi hverken kan se det – eller forstår det.