Da HF-uddannelsen i 2018 flyttede med de øvrige ungdomsuddannelser ud på campus, stod man med et stateligt hotel, der så fint ud fra gaden, et hus, der bestemt ikke skulle rives ned, men som trængte meget til en kærlig hånd, samt en fantasifuld arkitekt. Men hvad skulle man bruge det til?
Allerede fra campusideen blev født, vidste man, at stedet ville blive tomt, og den spirende kulturskole begyndte at glæde sig. Musikskolen var klemt i bygningen i gården bag musikhuset og for lille til alle de aktiviteter, øvefaciliteter med mere, som man ønskede sig. Billedskolen var flyttet ud fra området på grund af manglende plads. Dramaskolen var på lånt tid på Rønne Theater og Forfatterskolen var meget ung.
Masser af unge mennesker med interesse for kreative aktiviteter så for sig en ideel mulighed for at blive samlet, samarbejde og inspirere hinanden. Der kunne blive gode øve faciliteter for små grupper, plads til udstillinger fra billedskoleeleverne med levende musik i baggrunden. Plads til at billedskoleelever kunne lave kostumer, kulisser og rekvisitter til dramaskolens forestillinger. Deltagere i skrivekurser kunne arbejde sammen med dramaelever om små forestillinger, kort sagt kun fantasien sætter grænser. Det hele ville bestemt bidrage til liv i området. Endelig ville en samling af alle disse aktiviteter på Dams Gård, gøre det muligt, naturligt og nok også billigere administrativt at samle trådene der.
Men hvorfor er det så gået så galt? Svaret synes at ligge i Holger Larsens artikel i Tidende fra 28. april 2021: ”Rådgivergruppen vil anbefale politikerne det scenarie, hvor Rønne Bibliotek indgår i et kulturhus i Dams Gård sammen med kulturskole, musikhus og foreningsliv.”