Brug brintproduktionen rigtigt

SYNSPUNKT | DEBAT | Lørdag 18. marts 2023 • 07:54
Af:
Benny Elmann-Larsen
cand. scient
Vest Slamravej 3
Bodilsker
SYNSPUNKT | DEBAT | Lørdag 18. marts 2023 • 07:54

Der synes bredt at være en enormt hype i retning af, at det skal være brint på trods af, at der er så mange praktiske problemer med brint.

Vi får nu den 20. marts en indføring fra Energinet omkring arkitekturen af landanlægget. For det første er vi nu der, hvor vi ved, at det kommer, så det diskuteres ikke længere. Hvad vi nu skal kigge på, er det visuelle indtryk, og hvordan omgivelserne omkring anlægget påvirkes. Så det bliver et valg mellem version 1, 2 eller 3, eller hvor mange der nu er. Ikke et enten eller-valg.

Den øvelse er altså grundlæggende et spørgsmål om, vi vil den ene eller anden arkitektoniske udformning.

Tilbage står alt det virkelig vigtige. Ikke at naboerne, og dem der afgiver land til det her, ikke er vigtige overhovedet, men effekten på hele regionen Bornholm, med alt hvad man kan tænke på (udvikling, arbejdspladser, kompensation, etc.) er noget, Energinet stadig holder op i luften. Senest vist igen, da Tidende spurgte til, hvordan Bornholm vil profitere af energi fra energiøen, og hvad løsningen ville være. Det kommer de til i 2024, åbenbart. Men i Energinets folder siges, at man vil tilslutte til Bornholms 60 kV-net, Det er godt at høre, men vi vil gerne høre mere, have detaljer og garantier samt diskutere videre for at blive klogere.

Efter et nærstudie af Cowis rapport fra 2021 til Energinet med titlen: "Cost benefit analyse og klimaaftryk af energiøer i Nordsøen og Østersøen" samt et lidt bredere udsyn over, hvad der rører sig på VE-brændstof-fronten (læs: metanol, brint og ammoniak) kommer man let til denne slutning:

• At der bredt synes at være en enormt hype i retning af, at det skal være brint på trods af, at der er så mange praktiske problemer med brint. I mange henseender er antagelserne temmelig urealistiske.

• At man stadig antager at power-to-x-produktionen skal ske på energiøen og ikke i land,

• At man åbenbart overser det endog meget realistiske i at lave ammoniak til skibsbrændstof som slutprodukt i stedet for brint (lettere at håndtere i næsten alle sammenhænge, enormt marked lige straks hos skibsfarten)

• At Bornholm jo sidder centralt på det største skibs-trafikknudepunkt i Østersøen, og derfor via energiøen kan agere tankstation i al fremtid,

• At CIP-Mærsk-ARLA-DLG-DFDS konsortiet allerede er i fuld gang med dette på Esbjerg Havn. Senere kom endnu flere partnere til. Se www.hoestptxesbjerg.dk

Transport af brint er bøvlet, og infrastrukturen er slet ikke klar til at aftage, men man synes at stirre stift på rørledninger til lande langt væk, hvor det er temmelig tydeligt, at 'brint skal det være' selvom denne løsning bærer så mange risici og store problemer. Listen over disse er lang. Man vil pinedød transportere langt i stedet for at bruge, fordele og anvende lokalt. Den lokale løsning lyder ikke smart nok, åbenbart. Det slagsmål har vi hele tiden. Brint bruges optimalt på stedet, og her er modellen:

Hvad ville være bedre end at producere ammoniakken på land (brint skal bruges dertil), ved landanlægget (tre-fire hektar ekstra plads?), med ilandbragt elektricitet, betale de bornholmske borgere for at agere køleskab for den varmeproducerende proces gennem fjernvarmenettet (med produktion på energiøen beregner Cowi-rapporten at man smider 250 MW varme i havet …), og så transportere ammoniakken tilbage til energiøen eller en tank-terminal, som i mellemtiden er blevet til ammoniak-tankstation?

Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, har endda oprettet en ny fond til sådanne projekter. I Esbjerg taler man om 150-200 permanente job i en sammenhæng, og anlæggets overskudsvarme skulle angiveligt kunne opvarme 50.000 husstande (Bornholms synes at have omkring 29.000).

Kan nogen komme med en bedre løsning? Alle vinde blæser i den retning for tiden. Energinet?

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT