Andelstanken kan reducere advokatudgifter

SYNSPUNKT | DEBAT | Lørdag 28. maj 2022 • 05:30
Af:
Claes Ludvigsen
Åvej 44
Rønne
SYNSPUNKT | DEBAT | Lørdag 28. maj 2022 • 05:30

Det er ikke smart at producere varme på et elværk, skriver Claes Ludvigsen.


Rigtig mange af Danmarks fjernvarmevirksomheder er brugerejede. For eksempel de to fjernvarmeselskaber, der leverer til indbyggerne i Hvidovre Kommune med lidt flere indbyggere end Bornholm. Og også Rønne Vand og Varme, der erstattede kommunale selskaber siden år 2000, er et andelsselskab.

Dermed er fjernvarmen i høj grad udskilt fra de sædvanlige politiske slagsmål om velfærdsgoder og prioriteringer i landets kommuner.

Det giver god mening af flere grunde:

- Fjernvarme planlægges på langt sigt, og kræver store investeringer.

- Forbrugerne forventer, at leveringerne og priserne på fjernvarme holdes stabile, uanset politiske og økonomiske konjunkturer.

- Og lovgivningen har bestemt, at der groft sagt hverken skal være over- eller underskud i fjernvarmeleveringen.

Andelstanken tiltaler mange. Nogle fordi den gør store kommunale bureaukratier mindre. Andre fordi den bygger på lokale fællesskaber, hvor hver bruger uanset forbruget har en andel, og ved generalforsamlingen en stemme.

Advokatudgifter og sager

Tidende har for nylig rejst det problem, at den lokale kommunale elsektor har brugt omkring 10 millioner kroner og Rønne Vand og Varme har brugt omtrent det halve i forbindelse med uenighed om prisen på fjernvarmevand.

Den lette løsning på problemet med de mange kommunale advokatregninger, er at lade RVV bygge og drive sit eget fjernvarmeværk uafhængigt af det kommunalt ejede elværk.

Det er foreslået før, og det forslag fortjener gentagelse, fordi det også giver billigere, klimavenligere og mere stabil fjernvarmeforsyning til Rønne.

Det er nemlig ikke smart at producere varme på et elværk. Groft sagt, fordi der skal opvarmes til 400 grader for at lave el, mens der kun skal opvarmes til 80 grader for at lave fjernvarme.

Det underlige er, at Bornholms Energi under kommunen fastholder, at de ønsker at beholde RVV som kunde, samtidigt med at de opsiger aftaler og fører sager.

Andelsløsningen for hele øen

Mange ønsker imidlertid en løsning for hele øen. Og her kan andelstanken også komme ind.

For her på Bornholm har de kommunale forsyningsvirksomheder ikke været en succes.

Strømafbrydelser, frasalg af elnettet, underskud på fibernet og underskud på gylleværket ved Aakirkeby er blandt de problemer, der har plaget den kommunale forsyning.

Derfor foreslår jeg som fase et, at de kommunale fjernvarmeforsyninger gøres til andelsselskaber ligesom RVV. Da de ikke modtager varmeleveringer fra noget elværk, vil der nok ikke være umiddelbare problemer, der giver anledning til større advokatudgifter i den forbindelse.

Fase to kommer, når øen modtager strøm fra en gigantisk vindmøllepark og en højspændingsstation på Sydbornholm. Så kan det gamle Østkraft ændres eller nedrives, så der bliver plads til noget nyt på havnen i Rønne. Strømmen vil jo komme fra højspændingsstationen på Sydbornholm til Trefor, der ejer det bornholmske elnet og videre til forbrugerne. I tilfælde af vindstille kan strømmen ifølge statens planer sendes gennem flere kabler til højspændingsstationen. Derved undgås strømafbrydelserne.



FÅ ABONNEMENT