Almindingens tragedie

Mona Klippenberg har sagt ja til at være kommentator i Tidende. I sit første indlæg skriver hun om mulighederne for bæredygtighed.

En af Bornholms stoltheder, Almindingen, er for tiden fyldt med glade mennesker, som vil opleve vores dejlige natur.

Det er ren idyl. Mange tager forbi Bisonskoven for at få et glimt af de prægtige dyr, der for 100 år siden var næsten udryddede og nu er i fremgang. Andre søger til Bastemose, som har været stærkt forringet på grund af blandt andet tørvegravning, men heldigvis er ved at vende tilbage til fordums pragt med en mangfoldighed af planter, fugle, insekter og andre spændende dyr.

Og så er der selvfølgelig Ekkodalen, som ikke blot har øens bedste ekko og Ekkodalshuset med de berømte tarteletter, men også en flot vandresti med plankebro, som tager besøgende tørskoet gennem den spektakulære sprækkedal til det store naturgenopretningsprojekt Ekkodalens moser.

Bornholms store helt

Man skal ikke gå langt tilbage i tid, før Almindingen så helt anderledes ud.

For godt 200 år siden var det meste af området træløs hede - lokalt kaldet højlyng - som blev brugt som fælles græsningsområde. De gamle egetræer ved Christianshøjkroen må allerede den gang have haft en imponerende størrelse, men langt det meste af dagens skov er kommet til senere.

Da den unge Hans Rømer fra Rutsker i 1800 blev ansat som skovrider for at genrejse skoven, så var noget af det første, som han gjorde, at anlægge stengærder, som skulle holde kreaturerne væk.

Bønderne blev selvfølgelig temmelig sure, da de blev frataget deres rettigheder, men indså efterhånden, at løsningen var til fælles bedste.

Egeninteressen versus fællesinteressen

Historien er et eksempel på det, som den amerikanske økolog Garrett Hardin i en artikel i tidsskriftet Science i 1968 kaldte ”the tragedy of the commons”, hvilket på dansk kan oversættes til "fælledens tragedie" - eller hvis man bor på Bornholm: "Almindingens tragedie".

"Alminding" er et gammelt ord, der betyder ”alle mands” - det vil sige noget, der tilhører fællesskabet.

Garrett hævdede, at alle aktørerne på et fælles areal bliver tabere, hvis de handler ud fra egeninteressen og ser bort fra fællesskabets bedste.

Han brugte som eksempel en mark, hvor bønderne satte flere og flere køer på græs ud fra ønsket om størst mulig individuel profit. På et tidspunkt blev marken overgræsset – til alles ulykke.

Almindingens tragedie handler grundlæggende om de miljøødelæggelser, som vi kan forvente, når mange individer deler en knap ressource. Den enkelte aktør er motiveret til at udnytte ressourcen maksimalt, fordi vedkommende kan opnå fordele for sig selv uden at måtte betale tilsvarende andel af de udgifter, der er forbundet med udnyttelse af ressourcen.

Allerede Aristoteles var optaget af dette problem og skrev for næsten 2500 år siden: ”Jo flere, der har noget sammen, jo mindre omsorg vil man have for det. Man bryder sig mest om sit eget og mindre om det, der er fælles, bortsæt fra, hvis det har konsekvenser for en selv.”

Ødelægger natur og miljø

Emnet er i høj grad aktuelt i dag, hvor natur og klima forringes i stor skala til fordel for enkeltmenneskers økonomiske interesser.

Vi giver virksomheder lov til at drive rovdrift på vores fælles ressourcer og ødelægge miljøet - blandt andet ved at slippe store mængder klimagasser ud i atmosfæren og næringsstoffer i søer, vandløb, havet og anden værdifuld natur.

Vi tillader, at der bruges sprøjtegifte, som ikke blot dræber de planter og dyr, de er beregnet til at ramme, men også alt andet, som tilfældigvis måtte flyve eller kravle forbi - blandt andet vigtige bestøvere og organismer, der omdanner dødt organisk materiale til frugtbar jord.

Uhyggelige eksempler

I fjor blev der fundet pesticider i over halvdelen af de aktive drikkevandsboringer i Danmark, og ved cirka hver tiende boring var grænseværdierne for drikke- og grundvand overskredet.

Danske Regioner advarer om, at forureningen har nået et kritisk punkt og siger, at vi skal gøre noget lige nu, hvis der skal være rent drikkevand og grundvand til kommende generationer.

Et andet eksempel er overfiskeri. Virksomheder med enorme fartøjer tømmer havet for fisk på bekostning af alle dem, som tidligere drev en meget mere bæredygtig form for fiskeri, mens regningen for at genoprette havets økosystemer deles af os alle.

Dilemma

Der har traditionelt været to hovedløsninger på 'Almindingens tragedie': Privatisering eller statslig regulering.

Privatisering kan i nogle tilfælde være en god løsning, men det afhænger af, at den private ejer er klog, uselvisk og i stand til at sætte fællesskabets interesser foran sine egne.

Regulering er ofte helt nødvendig, men for stærk regulering kan virke demotiverende og hæmmende på gode projekter, så vi bør søge andre løsninger, hvis det er muligt.

Alternativ løsning

Det har nobelprisvinderen i økonomi fra 2009, Elinor Ostrom, gjort. Hun mener, vi mennesker gennem frivillig organisering er i stand til at skabe stærke og livskraftige sammenslutninger mellem forskellige interessegrupper, som kan forvalte sårbare og knappe ressourcer på en god måde.

Ostrom nævner otte forudsætninger for, at samarbejdet skal fungere - deriblandt muligheden for direkte kommunikation mellem de forskellige aktører, og at der findes arenaer for at løse konflikter.

Grøn trepart

I Danmark har vi for nyligt fået forhandlet os frem til en grøn trepartsaftale, som blandt andet skal sikre mere skov, flere vådområder og en større andel beskyttet natur.

Vi bør styrke tilsvarende samarbejdsformer lokalt, så vi når i mål med genopretningen af både Almindingen og øens øvrige natur.

Det bør være i vores alles interesse at bidrage til en rig og robust natur, som gør fødevareproduktion mulig og giver os ren luft, rent vand, materialer til boliger og andre nødvendigheder samt bidrager til at holde jordklodens biofysiske systemer indenfor dens tålegrænser.

Fremtidshåb

På mindestenen over Hans Rømer står der følgende: ”Med Dygtighed og stor Udholdenhed forenede han den varmeste Kærlighed til den Virksomhed han var kaldet til og skabte herved denne herlige Skov.”

Lad os håbe, at tilsvarende positive ord kan bruges om de, som i dag har magt og muligheder til at gøre Bornholm til en grøn, bæredygtig og endnu smukkere ø.

Vi giver virksomheder lov til at drive rovdrift på vores fælles ressourcer og ødelægge miljøet.

Mona Klippenberg, historiker og forfatter