75 år med kvindelige præster – tillykke til kirken

Kvinder i præsteembederne er "en særlig fin luksus, vi har her i Danmark", skriver sognepræst.

Det er i disse dage 75 år siden, at de tre første kvinder blev ordineret som præster i Folkekirken. Det er værd at fejre, for det betød, at danske kirkegængere fik lov at høre endnu flere forskellige forkyndere med forskellige livserfaringer og baggrunde. Nu var præsten ikke længere kun en mand, men kunne også være en kvinde. Det er en særlig fin luksus, vi har her i Danmark – i størstedelen af verden er det nemlig ikke en mulighed at have kvindelige præster.

Når vi har kvindelige præster, skyldes det ikke nogen ligebehandlingslov. Det skyldes, at der er bibelsk belæg for det, og at det giver mening i forhold til evangeliets forkyndelse.

Allerede i det 15. århundrede spurgte den engelske mystiker og nonne Julian af Norwich undrende: Just because I am a woman, must I therefore believe that I must not tell you about the goodness of God? På dansk: Blot fordi jeg er en kvinde, skal jeg så tro, at jeg ikke kan fortælle jer om Guds godhed?

Julian kunne sin bibel og vidste, at kvinder spiller en forholdsvis stor rolle i Bibelen som bærere af fortællingen om Kristus.

I flere af evangeliefortællingerne er det kvinder, der først opdager, at graven er tom – og fordi de ikke kan holde mund med det, spredes budskabet om Jesu opstandelse, og den kristne kirke tager sin begyndelse.

Tidligere på året hørte vi i kirken om den kanaanæiske kvinde, som får Jesus til at ændre mening om, hvem han egentligt er sendt til at være Herre for. Jesus siger først til den ulykkelige kvinde, at han kun er sendt til jøderne – men kvinden, der kommer fra et andet folkeslag, insisterer på, at hun har brug for hans hjælp til helbredelse af sin datter, og Jesus må overgive sig. Her er det altså en kvinde, der insisterer på, at de gode nyheder ikke kun gælder insiderne, men også outsiderne.

I de bibelske fortællinger om kirkens første tid efter Jesus’ død og opstandelse hører vi flere gange om kvinder, der spiller en rolle i de første kristne forsamlinger: Priskilla, Kloe, Lydia, Appia, Nymfa, Føbe, Junia, Tryfæna og Tryfæsa og adskillige Maria’er – og jeg har sikkert glemt nogen. Der er stof nok til adskillige studiekredse om kvinderne i den tidlige kristne kirke.

Det er ikke kun på grund af, hvad der står direkte i Bibelen om kvinder, at vi kan tjene som præster. Det kan vi også, fordi det giver mening i forhold til repræsentation: Jo flere forskellige mennesker, der kan fortælle om Guds godhed, jo flere forskellige mennesker kan høre det. Da kvinder fik adgang til præsteembedet for 75 år siden, blev perspektivet udvidet, så man også fik hele den kvindelige livserfaring ind som baggrund for evangelieforkyndelsen. Mangfoldighed er altid et plus for kirkens liv og vækst – derfor har vi også brug for præster med forskellige seksualiteter, præster med handicap, præster med forskellige hudfarver og kulturelle baggrunde. Fordi sådan er kirkens medlemmer: Forskellige - mangfoldige. Og evangeliets udbredelse til flest muligt er og bliver kirkens hovedsag.

Nogle gange diskuterer vi, om det nu også kan passe, at ikke alle anerkender kvindelige præster som netop præster. Da må vi huske på, at vi i den danske folkekirke er en minoritet i det store globale billede. I Palæstina har man netop fået den første kvindelige præst i den lutherske kirke. I Libanon kan de kvindelige præster tælles på en hånd – i Syrien er der vist ingen. I Estland trak de for nogle år siden anerkendelsen af kvindelige lutherske præster tilbage!

Derfor skal vi sådan set altid glæde os over diskussionen om kvindelige præster. Vi kvinder, der står i embedet, orker det godt nok ikke altid, fordi det at være kvinde ikke for os er hovedsagen – det fylder slet og ret ikke så meget i det daglige præstearbejde. Forkyndelsen af evangeliet og kontakten med mennesker i sognet er hovedsagen, for kvindelige såvel som for mandlige præster.

Men vi må alligevel markere 75-års-jubilæet i disse dage med at tale om, hvad det vil sige, at vi har kvindelige præster, og minde os selv om, hvorfor vi har det – fordi vi dermed også sender en kærlig hilsen til alle de mennesker, der andre steder i verden arbejder for, at kvinder også dér kan få lov til at forkynde evangeliet fra prædikestolen og forestå gudstjenesten. Fordi kvinder selvfølgelig også skal kunne fortælle verden om Guds godhed – og fordi menighederne ikke skal udsættes for det ressourcespild at udelukke halvdelen af menneskeheden fra præsteembedet.