OL, diamantbryllup og lidt fusk i garagen

Willy Skibby var familiens første til at deltage i OL. Men han røg på røven.

Fræk som en slagterhund. En charmerende gavflab på 82 år. Willy Skibby kan beskrives på mange måder, men når han for alvor ruller sig ud og sætter tidsmaskinen i fuldt bakgear, bobler kæften med anekdoter fra en aldeles rap tunge.

Men Willy kan ikke interviewes alene. Fru Kirsten er med på sidelinjen hele tiden, selvom hun konstant proklamerer, at nu skal hun ud med hunden. Opgavefordelingen er enkel: Willy leverer røverhistorier. Kirsten justerer på detaljerne.

Men på enkelt punkt melder fru Kirsten sig ud. Da der skal fotograferes.

– Det vil jeg ikke. Jeg ser altid grim ud på billeder. Er det ikke rigtigt, siger hun.

– Jo, det er sgu rigtigt. Du prøver altid at smile kunstigt, lyder det fra Willy. Og sådan taler de til hinanden hele tiden. Med et varmt glimt i øjet. De er definitionen af symbiose og har netop haft diamantbryllup.

– Det havde vi for 14 dage siden, så jeg har holdt hende ud i mange år. Men nu har jeg heller ikke været så meget hjemme. Det er en fordel, gnækker Willy.

– 14 dage siden? Det var den 8. marts, replicerer Kirsten med et stort suk. Og et smil.

Interviewet fandt sted 6. maj. Så er det på plads. Kirsten havde ret. Hvilket gentager sig de næste par timer igen og igen.

– Da vi havde sølvbryllup, sagde vores venner, at det i virkeligheden kun var kobberbryllup, fordi Willy havde været væk det halve af tiden. Men nu hænger jeg på dig hele tiden, siger Kirsten. Mens Willy griner.

En ægte vesterbroer

Willy Skibby er 1. generation af Skibby-cykeldynastiet. Han er fra en tid, hvor der ikke var penge i at kunne håndtere en jernhest på topplan.

Børnene Karina og Jesper har også kørt på topplan, og sammenlagt har familien Skibby deltaget i fem olympiader.

Skibby-klanens grand old man er opvokset i Dybbølsgade på Vesterbro, og som lille knægt begyndte han at cykle med kvarterets andre drenge.

– Vi kørte rundt nede i Kødbyen, og så røg vi røven hele tiden. De smed jo noget fedt, og så ”sjuuusss…”, så røg vi på røven. Så jeg er gammel Vesterbro-dreng, og det er jeg stolt af. Så boede jeg der, til jeg var 22.

Men derefter var det goodbye Stenbroen.

– Så fik vi en lejlighed i Rødovre. Det var skidesvært at finde en lejlighed den gang, men så sagde Kirsten til ham der, som stod for lejlighederne, at hun var nyuddannet skolelærer, og at hun ikke havde noget job. Der manglede skolelærere, og så ”gadagung,” så kunne vi sagtens få et sted at bo, husker han.

Det samme gentog sig, da parret senere flyttede til Albertslund. Der var lærermangel på den tid, så hvis man kunne tilbyde at tage katedertjansen, fik man hurtigt hjælp til at skaffe en bolig.

Parret blev gift, da de var 22 år efter at have været kærester et år eller to. Willy var ovre at køre cykelløb i Jylland. Kirsten boede med sine forældre i Mammen. Willy skulle bo hos Finn i Mammen. Han havde en bror, der hed Gert. Og så sagde Gert, ”vi skal sgu ned og besøge bagerens datter i Mammen.”

– Så kom vi derned, og så inviterede jeg Kirsten ud. Vi var nede og se Himmelbjerget. Vi var ikke ude at spise, vel?, siger Willy. Tænksomt. For det er 60 år siden, han første gang var i Mammen og mødte bagerens datter.

– Jo, det det tror jeg, husker Kirsten.

– Ja, så har du sgu nok betalt, siger Willy og fortsætter.

– Ja, så var vi forlovet. Og så har vi holdt sammen i 60 år.

– Jeg synes også, at jeg har været meget tålmodighed, siger Kirsten.

Drømmen om et krydstogt

Bornholm har dog ikke været udgangspunktet for deres liv. Så denne historie begynder faktisk bagfra. For parret flyttede til Frankrig, da arbejdsmarkedet blev fortid, og boede der i 15 år.

– Vi boede lige for foden af Mont Ventoux. Der var otte kilometer til den sydlige opkørsel Bédoin og otte kilometer til den nordlige opkørsel Malaucène, fortæller Willy. Mount Ventoux er en grum omgang, som Tour de France-rytterne ofte udsættes for. Pensionistudgaven af Willy Skibby udsatte sig selv for samme omgang, og selvom Bornholm ikke helt byder på samme stigningsprocenter, har den 82-årige tidligere toprytter stadigvæk luft til lange ture. Både i dækkene og i lungerne.

For seks år siden kørte ægteparret cykler og andet habengut til Danmark. Bornholm blev destinationen, da datteren Karina bor her.

Huset i Frankrig gav en god fortjeneste, og Bornholmske ejerboliger er absolut ikke i samme priskategori.

– Så vi har da lidt på kistebunden, og dem rejser vi for, siger Willy. Der fluks bliver afbrudt af Kirsten.

– Lad os nu se, det har du jo sagt i lang tid, siger hun.

Kirsten vil gerne på et krydstogt. Men det er ifølge gemalen komplet udelukket.

– At blive låst inde i sådan en jernkasse og så æde og drikke som et svin – det gider jeg ikke.

Kirsten nedjusterer sine ønsker og foreslår i stedet et flodkrydstogt. Den idé er Willy ikke komplet afvisende overfor.

– Jeg kunne godt tænke mig at sejle på Donau, hvor man kommer til Budapest, siger hun.

– Der har jeg været, siger Willy. Akkompagneret af et knastørt grin.

Endnu et skinskænderi er slut. For andet var det ikke. De har allerede rejst sammen i store dele af verden, og ægteparret skal på en ny tur i oktober til det sydlige Portugal i tre uger.

Måske alligevel et håb

Willys ærinde i Ungarn var i forbindelse med ét af karrierens mange cykelløb.

– Vi fik en kop kaffe der. Det var vist i forbindelse med, at jeg havde kørt Bulgarien rundt. Eller også var det Jugoslavien, siger han.

– Vi kunne også sejle på Rhinen eller Rhône. Men det bliver aldrig. Det gider Willy ikke, sukker Kirsten kærligt og sætter sig over i sofaen. Nu kommer Willy hende i møde og stiller sig ikke længere fuldstændig afvisende over for et flodkrydstogt.

– Nå, så kom der endelig lidt opblødning, lyder det ovre fra sofaen.

Willy foretrækker dog Frankrig. De har mange gode venner dernede og kan låne et gratis hus. Det skal udnyttes.

– Det siger han hver gang. At han vil til Frankrig. Forleden dag sagde du da til mig, at ”jeg er ligeglad, men jeg skal altså til Frankrig i år. Hvis du vil med, så er det i orden, og hvis du ikke vil med, så kan du blive hjemme.” Var det ikke det, du sagde, siger Kirsten?

– Jo.

– Men han bliver ikke sendt alene afsted i en bil til Frankrig. Det nægter jeg simpelthen at være med til. Så ender han i Rusland.

– Det kan jeg altså godt finde ud af, skat.

– Nej, det kan du ikke. Du har ikke stedsans for fem øre.

– Åh, jeg kan da godt køre til Frankrig alene, og ellers sætter jeg gps’en på.

– Men du gider da ikke køre til Frankrig alene uden mig.

– Nej, det vil jeg da gerne indrømme.

Nu griner de synkront. Igen. Der strømmer en varme gennem stuen. Igen.

– Det eneste, jeg ønskede mig til vores diamantbryllup, var en luksustur til Mallorca. Jeg har ikke noget at bruge diamanter til; en luksustur til Mallorca var det eneste, jeg ønskede mig. Men det får jeg sikkert aldrig. Hver gang, vi ser på de hoteller, jeg gerne vil bo på, siger du ”naarjj, det er dyrt".

Gode præmiepenge i Jylland

Willy Skibby har aldrig været professionel. Han har fået nogle tilbud, men den eneste, der var professionel dengang, var Ole Ritter. Knægten fra Stenbroen blev automekaniker i stedet og fik job hos Poul Andersen.

– Da jeg begyndte at køre stærkt, havde jeg et halvdagsjob, siger Willy.

– Og så havde han en kone, der havde fast arbejde, siger Kirsten.

– De sidste to-tre år hos Poul Andersen begyndte jeg at arrangere nogle ture over til Jylland, hvor vi kørte gadeløb. Vi var et hold, der var derovre.

Der var ikke penge for at stille op. Men de københavnske ryttere fik rejsepenge, og der var gode gevinster at hente, hvis man vandt løbene. Desuden var der lånecykler til løbene.

– Indtil man kom op i A-klassen, betalte man selv for udstyret. Når man ikke længere var junior, rykkede man op i D-klassen, og så skulle man køre igennem de klasser, indtil man blev A-rytter, fortæller han.

Willy blev A-rytter i 1961 som 19-årig.

– Jeg kørte på noget, der hed Hamlet dengang. Der fik man også betalt for udstyret. Men det var kun de ryttere, der viste resultater, som fik udstyret betalt.

– Præmiepengene i Jylland var gode, husker Willy.

– Men ikke så gode, at de gav os smør på brødet, replicerer Kirsten.

Ritter var umulig at slå

Da Willy skal til at tælle sammen, hvor mange sejre, karrieren har budt på, skal hjernen i omdrejning.

– Jeg har vel vundet 30-40 løb. Jeg var sprinter. 1966 var mit bedste år. Jeg blev nummer to til danmarksmesterskabet, som blev kørt på Bornholm. Det er den eneste gang, der er blevet kørt dansk mesterskab på Bornholm, og det synes jeg er forkasteligt. Der er nogle sindssygt gode ruter. Ole Ritter vandt.

På det tidspunkt var Ole Ritter umulig at slå.

– Hvis han havde sat sig for at vinde, vandt han.

Willy Skibbys første internationale etapeløb var England Rundt. Der var i 1963. To danskere gennemførte løbet, mens resten stod af. Den ene af de to, der gennemførte, var Willy Skibby.

– Jeg har kørt Fredsløbet tre år i træk fra Berlin til Prag over Warszawa. Det var med alle de der østtyskere og polakker. De kørte eddermame stærkt.

Løbet varede 14 dage over godt 2.000 kilometer og startede altid den ottende maj.

– Jeg brugte altid løbet til at køre mig i form. Jeg har fået nogle placeringer i nogle af etaperne, men jeg brugte det til at køre mig i form. Det år, hvor jeg bliver nummer to til DM og nummer tre i verdensmesterskaberne, der røg jeg på røven dernede og blev indlagt. Mit lår var fuldstændig smadret.

Med et smadret lår var løbet slut for Willys vedkommende. Men intet er tilsyneladende så skidt, at det ikke er godt for noget. I hvert fald ikke for Willy og hans cykelstyrt.

– Det gjorde simpelthen, at jeg resten af den sæson, der fløj jeg. Jeg fik 14 dages pause, hvor jeg lå på hospitalet dernede i Tjekkoslovakiet. Det jeg så kom hjem, var der to-tre dage, hvor jeg ikke kørte, men da jeg så begyndte at køre igen, så kom formen.

Fem gange OL

Selvom han aldrig blev professionel, er Willy Skibby alligevel en berejst mand, når det kommer til lande, hvor han har trådt i pedalerne.

– Jeg har kørt i England og de der tre østlande. Så har jeg kørt Bulgarien rundt to gange og Jugoslavien rundt to gange.

Der opstår en tænkepause. Hukommelsestidsmaskinen skal op på den store klinge. Willy vender blikket mod sofaen.

– Hvor fanden har jeg ellers været, skat?

– Du har kørt Tour de l'Avenir, lyder svaret.

– Nå ja, og så har jeg kørt cykelløb i Schweiz.

Den gang kørte man meget i Østeuropa. Der var cykelsporten så stor, at selv vesteuropæere blev inviteret indendørs.

– De kørte så stærkt som bare fanden. De har altid fået god morgenmad.

Det blev også til et enkelt OL for den garvede rytter. Montreal 1976. Uden den store succes. Men Willy Skibby har været med til OL fire gange – de to sidste som træner for datteren Karina, som var Danmarks mest succesfulde kvindelige rytter på det tidspunkt.

– Det var i Seoul og Barcelona, men Jesper har jeg aldrig været med. Han var med til OL i Los Angeles og Atlanta, siger Willy.

Med andre ord har Skibby-cykelklanen været repræsenteret fem gange ved verdens største sportsbegivenhed, men da han selv sad i sadlen, gik det ikke så godt.

– Jeg blev ikke en skid. Jeg røg på røven. Det var ikke kørt så meget – måske 60-75 kilometer, husker han.

Ikke noget for piger

Børnene blev aldrig pacet til at køre cykelløb. De så op til far og ville det samme som ham.

– Jesper begyndte i det små. Den gang måtte de begynde som syv-otte-årig. Så fandt jeg en gammel cykel til ham. Karina kom så lige pludselig en dag og sagde, ”far, jeg vil køre cykelløb”. Hun var 12-14 år, så det var forholdsvis sent, siger Willy.

Straks lyder det henne fra sofaen:

– Så sagde hendes far ”det er ikke noget for piger.” Og det skal du lige sige til hende, og så vil hun i hvert fald, siger Kirsten.

– I dag er der mange kvinder, der kører flot, men det gjorde de sgu ikke dengang. Arhh, ok. Det passer ikke. De kørte nogle gode cykelløb, men det er klart, at de bliver bedre og bedre, siger Willy.

Brugte biler

Willy Skibby begyndte at sælge biler hos Scania Dam i 1968, og så røg interessen for cykelløb. Eller rettere sagt tiden til det. Så kørte han ikke i seks år, hvis man ser bort fra cykelturen frem og tilbage til arbejde.

– Jeg cyklede også ned til bageren, griner han.

Men så begyndte nogle kammerater at stikke til ham, og til sidst fik de Willy i sadlen igen.

– Så kørte jeg mig op fra C-klassen til A-klassen på tre måneder og kom til verdensmesterskabet samme år.

Interessen for at være lønslave var samtidig forduftet. Familien var rykket til Solrød, og der var plads i garagen til at skrue og banke, så Willy Skibby startede sin egen bilforretning.

– Jeg købte brugte biler og satte dem i stand selv, for jeg var udlært automekaniker, siger han.

Det var under oliekrisen, så folk havde ingen penge, og derfor måtte der en kreativ indsats til for at få forretningen til at hænge sammen.

– Så jeg lavede nogle cykelstativer. Leif Mortensen kom hjem fra Belgien. Der havde de lavet sådan et cykelstativ, der kunne stå på bagklappen med nogle kroge. Den var lavet af vandrør og tung som bare fanden. Så lavede jeg nogle 12 millimeter rør. Firkantede. De var meget nemmere at have med at gøre i stedet for, og de vejede ikke noget. Der kunne stå tre cykler. Dem har jeg eddermame lavet mange af, siger han.

Som cykelryttere kom fra fjern og nær og fik taget mål til deres egne udgaver.

– Det bedste år, der solgte jeg over 100, mener jeg.

En tur i ringen

Under pausen fra asfalten kaldte kanvassen pludselig.

– I de seks år boksede jeg 10 kampe, siger Willy.

– Og i nummer 10, så fik han én på lampen, lyder det fra Kirsten, der heller ikke her kan holde grinet tilbage.

– Nej, nej, nej…Nu skal du lade være med at blande dig, siger Willy. Med en hård grimasse. Der krakelerer efter cirka to sekunder.

– Jeg kan tydeligt huske, at jeg vandt de første 10 kampe. BUM! Og så den 11., det var oppe i Helsinge. Så fik jeg selv en på snotten, og så synes jeg ikke, det var sjovt længere.

– Grunden til, at du boksede, var, at du altid havde gået til boksetræning, siger Kirsten.

– Det var der mange cykelryttere, der gjorde den gang. De gik til boksetræning om vinteren. Det var godt træning, og vi cyklede ikke så meget. Man løb i stedet, og så boksetrænede man, siger han.

Oprindeligt var det dog ikke Willy Skibbys egen idé at gå i ringen.

– Det var de andre, ”du skal, du skal og bla, bla, bla. Og til sidst, så tænkte jeg, ”nå hvad fanden, så lad os da prøve,” siger han.

Den 11. og sidste kamp er også den eneste, som familien overværede. De havde været i Jylland, og på vej hjem slog de vejen forbi Helsinge, hvor farmand skulle bokse.

– Jeg blev så god en bokser, at jeg fik rejsepenge, siger han. Og nu bryder Kirsten ind.

– Jeg kan huske, altså de var jo ikke så gamle, børnene, vi sad jo der på rad og række. Så er der en mand bag os, og hver gang, du fik én på tuden, råbte han ”ja, det er godt, ja det er godt, OG GIV HAM NOGLE FLERE!!” Til sidste vente Jesper sig om og sagde, ”vil du ikke godt holde op, det er min far. Så det var ikke nogen succes, siger Kirsten. Nederlaget er dog kommet så langt på afstand, så hun tør godt slå en latter op uden at frygte for gemalens selvtillid.

Ros når der er grund til det

Willy Skibbys humor er mere knastør end Niels Hausgaards. Samt kulsort. På spørgsmålet om, hvordan det har været at være så meget væk fra familien i de år, hvor han kørte cykelløb, kommer svaret prompte. Et ganske kort svar.

– Det var sgu da dejligt.

Svaret skal dog nok tages med lidt mere end bare et enkelt gran salt. Kærligheden til familien kan ikke fornægtes.

– Det har været alletiders at se børnenes succes. Jeg var jo træner for det danske damelandshold og rejste med til udlandet, siger han. Kirsten rejser sig op fra sofaen og kommer hen til spisebordet.

– Jeg vil lige sige, at Willy aldrig har været den, der har uddelt roser i store mængder til sine børn. Du har været stolt af dem, men du har helst ikke vist det, siger Kirsten.

– Det skal man heller ikke, svarer han rapt tilbage.

– Hvorfor skal man ikke det, returneres replikken i samme tempo. Willy resignerer. Med et grin.

– Det er sådan noget pis at fyre af. Jeg ved da godt, at jeg ikke har været verdensmester i at rose. Undtagen dig, skat.

– Nå, så går jeg igen, svarer Kirsten.

Jesper var håbløs

Willy mener kun, man skal rose, når der virkelig er grund til det.

– Sådan en som Jesper, da han kørte som drengerytter i 8-10-årsalderen, han kørte jo som en kamel, siger Willy. Her er Kirsten hurtig til at stemme i.

– Ja, han var helt håbløs, siger hun.

– Han har fuldstændig håbløs, indtil jeg en dag, da han kørte ét eller andet cykelløb i Smørumnedre, så kørte jeg bagefter ham. Altså ikke sådan lige bag; med med fin afstand. Men så råbte jeg ”kør nu for helvede!!!”. Han kunne godt høre, når jeg råbte, men han kiggede efter køer på marken, siger Willy.

– Han har altid haft sit hoved alle mulige andre steder end der, hvor det skulle være, supplerer Kirsten.

– Der fik han sin første præmie, indskyder Willy. Men bliver prompte afbrudt af Kirsten.

– Nej, det skulle han haft. Men så blev han diskvalificeret, fordi du var kørt bagefter ham, siger hun.

– Nå ja, lyder det fra Willy.

– Det var så synd. Han græd som pisket. Nu havde han endelig fået en præmie, siger hun.

– Arrhhh…det var der ikke været nogen regler om, indvender Willy.

– Det må da have været, siden han blev diskvalificeret, fastslår Kirsten.

Seksdagesløb

Det var dog ikke Willy, der var mest med ude, når børnene kørte cykelløb. For det gjorde han selv på samme tid.

– Vi har for øvrigt kørt et løb sammen, da vi begge to var i a-klassen, Jesper og jeg. På det tidspunkt, hvor han var begyndt at køre godt i a-klassen, da kørte vi et løb sammen ovre i Esbjerg.

Hvem der klarede sig bedst af far og søn, står dog lidt hen i det uvisse.

– Det siger vi bare, at han gjorde. Du skal også have en løgnehistorie, griner Willy.

Willy Skibby har aldrig gjort sig det store i banecykling

– Jeg kørte engang inde i Forum, siger han.

– Og det kunne du ikke finde ud af, lyder det fra Kirsten.

– Nu havde jeg også en dårlig makker. Vi kørte seksdagesløb som amatører, siger Willy.

– Han var da meget god, var han ikke, indvender Kirsten.

– Han var sprinter.

– Jamen det var du da også.

– Ja, men det var jeg på landevej. Der er eddermame forskel. Nu skal du ikke til at begynde at lære mig at køre cykelløb. Der er forskel på at være sprinter på bane og på landevej, siger Willy med eftertryk.

Når han kigger tilbage på sin karriere, er han dog ikke i tvivl om, hvad det største har været. VM-bronzen. Men at have været med til at skabe børnenes karrierer fylder også meget.

– Det er sgu mig, der har gjort Jesper god, så han blev professionel, siger han

– Arrhh…Hold nu op. Han er jo blevet Danmarksmester, inden han blev professionel, lyder det fra fruen.

– Men jeg bliver selvfølgelig stolt af at se ham blive professionel og vinde løb, slår farmand fast.

Willy Skibby siger samtidig, at han også havde regnet med, Jesper ville blive så god, da han kørte som drengerytter. Men så let slipper han ikke afsted med det.

– Må jeg lige afbryde igen…

– Det var da satans….

– Da han kørte som drengerytter, der sagde du altid, ”hold nu op med det pis, du bliver aldrig cykelrytter,” siger Kirsten og griner.

– Arrhhh…det er ikke rigtigt. Det tror jeg ikke på.

– Du synes i hvert fald ikke, det var noget for ham.

– Nej, men det var også derfor, jeg kørte bagved ham den gang, han blev disket. For ligesom at lære ham…altså du kan jo ikke lære ham ved at sige….

– …jamen I trænede jo også sammen.

– Da vi trænede sammen, var han sådan set meget dominerende i klubben. Og det var fordi, at jeg trænede ham.

– Vi husker ikke altid det samme os to…

Men så smiler Kirsten og Willy til hinanden igen. Og griner. De to er helt uadskillelige.

På første sal har Willy Skibby en mindevæg. Og minderne kan beskues fra stolen, når han har brug for at tænke tilbage på karrieren.