Wermelin om affaldssortering: Søren Pind overdriver og ønsketænker

Wermelin om affaldssortering: Søren Pind overdriver og ønsketænker
Foto: Berit Hvassum
Torsdag 16. december 2021 • 12:00
Jakob Marschner
Journalist
Torsdag 16. december 2021 • 12:00

Det nye system til at sortere affald bliver langt fra så indgribende, som tidligere minister Søren Pind lørdag skrev i Bornholms Tidende. Tværtimod overdriver Søren Pind betydeligt.

Det skriver miljøminister Lea Wermelin (S) i et debatindlæg, der går i rette med Pinds indlæg.

"Det er ærgerligt, at ønsketænkning og overdrevne postulater i ny og næ dukker op til overfladen. Som eksempelvis Søren Pinds indlæg i lørdagens avis, der er et glimrende eksempel på, at en fjer kan blive til fem høns", skriver Lea Wermelin.

Som eksempel nævner Lea Wermelin, at hver borger efter planen højst vil skulle sortere sit affald i fire forskellige spande – ikke det betydeligt højere antal, som Søren Pind talte om.

"Som postulatet om at der kommer 52 spande. Det er en sandhed med modikationer, når vi politisk – inklusiv Søren Pinds eget parti Venstre – er enige om, at et parcelhus skal have maksimalt fire affaldsbeholdere. Og at systemet skal være fleksibelt, så for eksempel sommerhusområder kan lave fælles ”affalds-øer”, svarer Lea Wermelin.

Den bornholmsk valgte miljøminister er enig med Søren Pind så langt, at det nye, højere affaldsgebyr ligger "ganske langt" fra de 55 kroner, som fagfolk har vurderet, at affaldssortering vil have gjort gebyret højere med, når vi kommer til 2030

"Den faglige vurdering har hele vejen igennem været, at affaldsgebyret vil stige med cirka 55 kroner i gennemsnit i 2030 som følge af den ensartede indsamling i hele Danmark. Det er ikke en politisk vurdering. Og jeg er enig med Søren Pind i, at afstanden er ganske langt fra det, og til den konkrete opkrævning, som møder os bornholmere lige nu", skriver Lea Wermelin.

"Af samme grund er det vigtigt at fremhæve fra aftalen, at der også er ting, som kommer til at trække den anden vej i forhold til affaldsgebyret frem mod 2030. Men at sætte illusioner op og komme med ubegrundede beskyldninger løser hverken klimaudfordringer eller de bornholmske prisstigninger. Det er bestemt ikke i miljøets bedste interesse", slutter hun.

FÅ ABONNEMENT