Verden ændrede sig, da Gud blev et barn

Myrraen, som de vise mænd bragte Jesusbarnet julenat, peger på Guds menneskelighed, mener Peter Skov-Jakobsen, der er biskop over Københavns Stift, herunder Bornholm.

I kirkekunsten ses de tre vise mænd fra juleevangeliet ofte afbilledet som en hvid europæer, en sort afrikaner og en mellemøstlig mand. For det understreger fortællingen om, at hele den kendte verden på det tidspunkt drog til krybben i Betlehem for at hylde den nye kongesøn, forklarer Peter Skov-Jakobsen, der er biskop over Københavns Stift, som Bornholm også hører til.

– Beretningen om de vise mænd fra Østens land er jo en legende. Her læser vi ikke en til en, her tager vi virkelig de store sko på, fordi vi ved, at vi sidder foran verdenslitteratur. Vi aner jo heller ikke, om de netop var tre. De kunne også have været syv eller tolv, for det er først senere, at de blev til de hellige tre konger, som vi nu også fejrer i kirken. Men for mig er det væsentlige ved den fortælling, at mennesker fra alle kendte verdensdele kommer og tilbeder Jesusbarnet, siger biskoppen med sin klangfulde basstemme, som nogle nok også vil genkende fra DRs morgenandagt på P2 og DR2, hvor biskoppen altså deltager i korpset af faste liturger fra Vor Frue Kirke.

Da Gud blev menneske

Ligesom Betlehems beboere - ifølge fortællingen - må have været centrum for et valfartssted, er biskoppen også selv i øjeblikket nabo til lidt af et moderne ”pilgrimsmål”. For ved siden af hans bolig i bispegården ved Vor Frue Kirke ligger et af landets mest velbesøgte coronatestcentre. Her kommer folk dog ikke for at lade sig skrive i mandtal, som Kejser Augustus ifølge Lukasevangeliet befalede folk at gøre det dengang for over 2000 år siden, men frivilligt kan man lade sig skrive ind i sundhedsmyndighedernes coronatabeller, og på den måde være med til at nedbringe antallet af personer, der bliver alvorlig syge eller dør af sygdommen. For dødelige det er vi, og det var Jesus også. Og det peger myrraen, som var den tredje gave de vise mænd bragte Jesusbarnet, også på, ifølge biskoppen.

– Når man ser på de vise mænds offergaver i legenden, så peger myrraen symbolsk set henimod Jesu menneskelighed, hvor røgelsen pegede på Jesu guddommelighed og guldet på hans kongelighed. Men myrraen understreger altså den menneskelige del af Gud, at Gud var blevet menneske, forklarer Peter Skov-Jakobsen og fortæller, at myrraen ligesom de to øvrige gaver – guld og røgelse – har været en kostelig foræring.

Peger ind i påsken

Myrra er på samme måde som røgelsen en velduftende harpiks fra mellemøstlige træer og har ikke været allemandseje på Jesu tid, hvor den havde flere funktioner og både blev brugt som parfume og i helbredende henseender, ligesom den har været benyttet til at salve lig. Men uanset hvilken anledning og anvendelse myrraen er indgået i, er det noget, som knytter sig til det legemlige og kropslige, som det også ses i Det Nye Testamente. Første gang vi hører om myrra er i Matthæusevangeliet, hvor de vise mænd bringer den til Jesusbarnet. Og næste gang Bibelen nævner myrraen er det netop ved Jesu gravlæggelse i Johannesevangeliet. På den måde peger de vise mænds sidste gave, myrraen, hvis smag siges at være bitter, også ind i Jesu lidelse og død på korset, som altså betones billedligt med myrraens bitre smag, ligesom det var en bitter opgave, som Jesus tog imod, da han frivilligt lod sig fængsle i Getsemane Have, før han gik smertens vej op mod sin egen korsfæstelse dagen efter.

– Det særlige ved Kristusbegivenheden er, at det her er en livstolkning, som vi færdes med gennem mørke og i lys. Men Gud forlader ikke menneskeheden, hverken i mørket eller døden. Og dermed peger myrraen også hen på den forfærdelige hændelse i påsken, hvor Jesus blev naglet fast på et kors. Men det smukke er, at Gud på den måde viste os, at han netop ikke forlader os i vores lidelser. Jesus blev på korset, siger biskoppen, der mener, at korset på den måde også kan pege frem mod alle vores egne forfærdelige begivenheder fra Auschwitz til atombomberne også Hiroshima, hvor vi midt i det uforståelige ikke kan påstå, at Gud lader os lide alene, for han har selv gennemgået alle tænkelige lidelser på korset, forklarer biskoppen.

Jesus viste vejen

Hverken myrraens eller dødens bitterhed kunne dog holde Kristus fanget.

– For med sin opstandelse viste Jesus også, at døden ikke har det sidste ord. Alligevel spørger nogle, hvor Gud er henne, når der sker forfærdelige ting. Der var en nu afdød, engelsk overrabbiner, Jonathan Sachs, som efter Auschwitz også spurgte sig selv, hvor Gud dog var henne i dette, men der tilføjede Jonathan Sachs, ikke for at nedtone spørgsmålet, at han også havde et andet svært spørgsmål, og det var: Hvor var mennesket henne?

Hvis myrraen peger på Jesu menneskelighed, kan man så sige, han kom ned for også at vise os, hvordan vi skal være menneske?

– Ja, det er der ingen tvivl om, sådan har det jo altid været opfattet. Når Gud går ind i den menneskelige tilværelse og bliver en del af, hvad det vil sige at være menneskelig, sætter han dermed også nogle forhåbninger i menneskeligheden, at vi kan forvandles, når Jesus vandrer rundt og hele tiden gør kærligheden gældende. Det er jo det, der er væsentligt i dag. Det er meget godt, det skete, men det skal omsættes i dag, vi skal stadigvæk tro, at der er en forvandling, der er mulig i det her samfund, hvor egoisme og forfængelighed sommetider spiller en enorm rolle.

Lidt af en juletosse

Hvad, synes du, er det vigtigste, han peger på i forhold til det, han vil lære os?

– Det er tilgivelsen. At give hinanden mere liv, siger Peter Skov-Jakobsen prompte og tilføjer:

– Mennesket er fra Jesu fødsel født for at leve. Ikke for at dø, som eksistentialisterne går og siger hele tiden, men mennesket er født for at leve for at indgå i den forvandling, som hele Jesushistorien også peger henimod. At hvis mennesker opnår kærlige relationer til hinanden og med sandheden, jamen så opstår der håbet om det gode samfund og det gode liv, forklarer Peter Skov-Jakobsen og understreger, at fra og med Kristus lod sig føde som et sårbart og menneskeligt barn i en stald i Betlehem er verden blevet en helt anden.

– Det betyder det meget enkle, at alt i vores tilværelse nu kan ses i det lys. Og det vil sige, at vores sprog bærer præg af den sårbarhed. Vi ved nu også, at et af troens kendetegn ikke kun er styrke og stærke ord, men også følsomhed og sårbarhed. For Jesus bliver jo født som et sårbart barn, der ikke kan andet end at lade sig elske. Og det kan også være et eksempel for os, siger biskoppen, der glad og gerne indrømmer, at han selv er ”lidt af en juletosse”.

– Jeg er meget, meget glad for julen og har altid været det, men har også enorm respekt for de mennesker, hvor granlugt måske også er en mindelse om deres ensomhed eller forladthed, og at julen minder dem om alt det, der ikke lykkedes, fordi de ikke havde en familie, der kunne få det til at lykkes eller alle de omstændigheder, der nu måtte være omkring det. Det har jeg en enorm respekt for, siger han.

Julens kernebudskab

Biskoppen fortsætter med ægte julebegejstring i stemmen:

– Men jeg er selv meget lykkelig, og jeg synes, at juleaften er sådan en aften, hvor himmel og jord mødes. Og der går aldrig en jul uden, at jeg kommer til at tænke på min bedstefar, og ikke bare min bedstefar, men mine bedsteforældre, og selvfølgelig også på mine forældre, og på den bror som er død. Det er en skøn, skøn aften synes jeg, hvor der sænker sig en fred, men hvor man ikke glemmer, at ovre i Ukraine er der også nogle, der bliver trykket op af nogle barberblade, fortæller biskoppen, der til jul altid må synge sine to yndlingsjulesalmer ”Julen har bragt velsignet bud” og ”Mit hjerte altid vanker”, som på hver sin måde viser hen mod det, som julen ifølge biskoppen netop handler om.

– Julens kernebudskab er, at Gud går hen og bliver menneske. Gud stiger ned fra sin trone i den høje himmel. Gud går hen og bliver lille og ikke bare mægtig, men er i menneskenes liv, for at kærligheden må råde.

Biskoppen tier et øjeblik, før han med en stemme, der på en gang lyder både bevæget og begejstret, svarer på, hvad der for ham er mest rørende i julen:

– Jamen, det er og bliver, at et barn bliver født. Jeg synes, det er helt fantastisk, at der finder en fødsel sted. Verden bliver jo anderledes, og hvis ikke den er blevet anderledes, så har den bare at blive det, for nu er et barn blevet født.

Blå bog

Peter Skov-Jakobsen

Født i 1959. Biskop over Københavns Stift siden 2009. Studier i germanistik på Københavns Universitet. Teologiske studier i Hull i England 1990-1992. Cand.theol. i 1993. Sømandspræst i Hull 1993-1998, og sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke fra 1998. Desuden timelærer ved Søværnets Officersskole. Militære operationer i 2000-2001 samt togt med kommandostøtteskibet

TRE VISE MÆND

Ifølge juleevangeliet bragte de tre vise mænd guld, røgelse og myraskær til Jesusbarnet. I denne miniserie forklarer tre nutidige vise mænd med tilknytning til Bornholm, hvordan de gaver også peger på forskellige karaktertræk ved barnet i krybben. Dette er sidste interview i serien.