For et år siden flyttede Mads Sonne Bremholm til Bornholm for at gøre kunsten en større del af sin levevej. Han står bag et nyt stort maleri på Værftet.
Kan du fortælle lidt om dig selv?
– Mit navn er Mads Sonne Bremholm, men jeg bruger navnet Mads Sonne, når jeg maler.
– Jeg har malet graffiti siden 1996, og jeg har haft en del udstillinger med plakater og lærreder. Internationalt har jeg lavet vægmalerier på så forskellige lokationer som England, Tyskland, Vietnam og New Zealand. Jeg har også malet ved nationale events som eksempelvis Slagelse Street Art festival, Meeting of Styles, Good Vibes Jam i Greve og andet.
Hvordan er du blevet kunstner?
– Jeg har interesseret mig for bogstaver og form, siden jeg for mere 40 år siden nærstuderede bøgerne Subway Art og Spraycan Art, der handlede om den tidlige New York-graffiti.
– Jeg er uddannet grafiker og har arbejdet professionelt med grafisk design, branding og marketing. Sideløbende med mit arbejde har jeg haft en frizone, et helle, hvor jeg har leget med former, bogstaver og abstrakt maleri. Det har været et sted for fordybelse rent personligt, men også for faglig forståelse og udvikling.
Hvordan kan det være, at du er havnet på Bornholm?
– Jeg ville gerne arbejde med den grønne omstilling, men det var svært at trænge igennem på jobmarkedet i København. Efter faste jobs, freelance-opgaver og projektansættelser havde jeg brug for ro og en mere forudsigelig hverdag.
– Derfor tog jeg et job i detailbranchen, som kunne give mig et godt udgangspunkt for at kunne arbejde videre med mine kunstneriske udtryk og formater, der forhåbentligt kan blive en større del af min fremtidige levevej.
Hvad betyder dit seneste maleri?
– Normalt bruger jeg ikke alle bogstaverne eller ordene i det, jeg vil skrive eller male, men budskabet var vigtigt for mig i denne kontekst.
– Der står 'All one, alone, one'. Det kan være både være forbundet med et fællesskab, men også at vi er alene.
– Det er et ukonventionelt maleri, der har arven med fra graffiti, hvor man næsten kan læse bogstaverne, blandet med organiske, levende streger, der tager selve kunsthåndværket i en mere abstrakt retning. Beskueren må selv vurdere, hvad det betyder for dem.
Hvorfor er det lavet på Værftet?
– Værftet er åbent for børn, unge og familier, og med forskel på alder, evner, baggrund, interesser og ambitioner, vil budskabet 'all one, alone, one' kunne fortolkes og perspektiveres personligt og individuelt.
Hvordan foregår processen med maleriet?
– Processen foregik ved, at jeg havde et par samtaler om placeringen, sparring omkring koncept og tema, farveskala og gennemgang af en principskitse.
– Værket er lavet i frihånd, og efter de første løse streger blev de forskellige farver lagt i og farveovergange lagt ind. Sommetider var det de allerførste streger, der gav et spændende farvespil eller legen med dimensioner, som blev bevaret frem til det færdige stadie af værket.
– Jeg lavede skarpe, vinklede linier og blandede dem med mere organisk farvelægning, indtil værket var færdigt, så jeg kunne slippe det og give det videre.
Hvor lang tid tager det?
– Det er forskelligt fra opgave til opgave, hvor lang tid det tager, men generelt tager det cirka et par timer per kvadratmeter.
Hvad synes du om resultatet?
– Jeg er meget tilfreds med resultatet, og jeg håber, det vil skabe glæde for de besøgende, gæster og brugerne i huset.
– Min arbejdsmetode er fri og baserer sig på en flow-tilstand, hvor værket ikke er færdigt, før følelsen af 'komplethed' er til stede. Nogle gange tilføjer jeg elementer, og andre gange fjerner jeg dem, så det bliver harmonisk.
– For mig er de forskellige følelser til stede, når jeg maler, og ved denne opgave havde jeg en stærk følelse af, at jeg skulle følge min vision til dørs fra ide til udførsel og og eksekvere, hvad jeg havde i tankerne.
Har du andre projekter foran dig?
– Jeg har en del projekter undervejs, både firmaopgaver og udsmykning af private vægge. Jeg håber, at kunne give unge talenter mulighed for udtrykke sig igennem lovlig gra?ti og gadekunst på større flader og vægge, dels ved at have kuraterede murkunst i Nexø Havn, og dels at skabe et fællesskab for kreativ udfoldelse i form af gadekunst og graffiti.
– Desuden samarbejder jeg med med andre foreninger indenfor ungekultur, musik, og kunst, hvor tværkulturelt samarbejde skaber noget helt nyt i den bornholmske kunst-kontekst. Målet er, at være med til at få gadekunst og graffiti accepteret som ethvert andet kunsthåndværk her på øen.