Venstres kaptajn er sent ude: Schow skal ikke regne med valgsamarbejde med Bornholmerlisten og DF

Venstres kaptajn er sent ude: Schow skal ikke regne med valgsamarbejde med Bornholmerlisten og DF
Kirstine van Sabben (Bornholmerlisten) og René Danielsson (DF) sidder ved siden af hinanden på den ene flanke i byrådssalen. De to partier har haft et tillidsfuldt samarbejde i den forgangne periode, mener van Sabben. Foto: Berit Hvassum
KOMMUNALVALG | BORNHOLM | ABONNENT | 28. AUG 2021 • 12:56
Jakob Nørmark
Journalist
KOMMUNALVALG | BORNHOLM | ABONNENT
28. AUG 2021 • 12:56

Venstre-gruppeformand Søren Schows invitation til de øvrige borgerlige partier om at gå sammen i et bredt valgforbund mødes med skepsis hos Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten.

– Sådan et samarbejde er ikke noget, man starter på to måneder før valget, siger Kirstine van Sabben, Bornholmerlistens spidskandidat.

– Han har taget sig meget lang tid. Jeg synes godt nok, at kaptajnen er sent ude – skibet er ved at være sejlet for ham, supplerer Linda Kofoed Persson (DF) med henvisning til Søren Schows private beskæftigelse på færgerne.

I maj annoncerede de to partier, der sammen med Venstre udgør oppositonen i den nuværende kommunalbestyrelse, at de havde indgået et teknisk valgforbund. Invitationen fra Søren Schow til et møde 13. september modtog de i fredags. Det var samme dag, Søren Schow og Nye Borgerliges Gitte Frigioni, meddelte, at de to partier har aftalt at gå sammen i et teknisk valgforbund.

I Bornholms Tidende fortalte den nyudnævnte spidskandidat Frigioni, at Nye Borgerlige stiller nogle betingelser for den økonomiske politik for at kunne gå i valgforbund. Sådan et krav afskrækker både Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten.

– Jeg kan forstå, at Nye Borgerlige stiller ultimative krav til den økonomiske politik, og at Søren Schow forventer, at de øvrige partier peger på ham som borgmester – sådan opfatter jeg det. Men det står ikke skrevet i sol, stjerner og måne, at det nødvendigvis er Søren Schow, som skal stå i spidsen, siger Kirstine van Sabben, der peger på sig selv som listens borgmesterkandidat op til valget.

Ingen krav i teknisk valgaftale

Dansk Folkepartis bud på en borgmester påpeger, at krav til politikken ikke er en del af aftalen med Bornholmerlisten.

– Vi har ikke stillet nogen som helst krav til hinanden, udover at det er et valgteknisk samarbejde, siger Linda Kofoed Persson.

Både Kirstine van Sabben og Linda Kofoed Persson mener, at det siden sidste valg har været vanskeligt at arbejde sammen med Venstre under ledelse af Søren Schow.

– Vi har haft et godt samarbejde med Kirstine, men det samarbejde har vi bare ikke set med Venstre i den forgangne periode, siger Linda Kofoed Persson.

Hun er åben for at deltage i det møde, som Søren Schow har indbudt de borgerlige partier til i midten af september, og er ikke totalt afvisende for idéen om et bredt, borgerligt valgforbund. Det er Kirstine van Sabben derimod.

– Bornholmerlisten kommer ikke til at deltage i sådan et teknisk valgforbund. Bornholmerlisten indgik før sommerferien aftale om et valgforbund med Dansk Folkeparti. Det gjorde vi af forskellige årsager, blandt andet fordi vi har haft et fortrinligt samarbejde, siger van Sabben.

Linda Kofoed Persson lover at holde fast i alliancen med Bornholmerlisten.

– Den aftale løber vi ikke fra. Så hvis der skulle ændres på den aftale, vil det være, fordi Bornholmerlisten også er med på det, fastslår DF's spidskandidat.

Søren Schow har også inviteret partierne i et tredje planlagt valgforbund – Konservative, Kristendemokraterne og Radikale Venstre – med til et borgerligt samarbejdsmøde.

 

Fire valgforbund

På nuværende tidspunkt har partierne/listerne på Bornholm annonceret fire samarbejder om tekniske valgforbund:

Venstre og Nye Borgerlige

Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten

Kristendemokraterne, Konservative og Radikale Venstre

Enhedslisten, SF, Alternativet og Veganerpartiet

4. oktober er sidste frist for at indrapportere valgforbund til Indenrigsministeriet, og først derefter bliver valgforbundene officielle.

Hver kandidatliste kan kun indgå ét valgforbund.

FÅ ABONNEMENT