Værtshuspar har måttet sælge ud for at klare sig igennem krisen: 'Er du sindssyg, hvor er det godt!'

I bunden af denne udgave af artiklen er der tilføjet noget om problematikken med bordbestilling.

GENÅBNING

– Jeg er overlykkelig!

Jo, Sabine Andersen, som sammen med sin mand, Preben, har den irske pub O'Malley samt Café 18 og Café Lille Per i Rønne, sætter stor pris på udmeldingen om, at det på onsdag, den 21. april, ikke kun bliver muligt at servere for gæsterne udendørs, men også at invitere dem indenfor.

– Vi er overlykkelige, pointerer hun.

– Jeg tror ikke, jeg har oplevet min mand med så megen energi før, som han har nu.

Hvornår opdagede I det?

– I morges (fredag, red.). Vi sad længe i går aftes og afventede, om der skete noget, og så gik vi i seng, men fredag morgen kom Preben ret tidligt og vækkede mig og sagde, at nu var det hele faldet på plads.

Parret havde gjort deres tre værtshuse klar til udendørs servering, men det er et ekstra stort plus, at det nu også bliver muligt med indendørsservering, påpeger hun.

– I forhold til vejret har vi jo slet ingen omsætning, hvis det skulle regne, og det er også stadig lidt koldt, så mange har meldt ud i forbindelse med udendørsservering, at de er glade på vores vegne, men de vil ikke komme, fordi de synes, det bliver for koldt at sidde med en øl udenfor. Så at der også bliver åbnet op indenfor er rigtig, rigtig fedt.

Hvordan har I det med coronapas?

– Jeg har det meget stramt med det, for på vores to dejlige brune værtshuse (Café 18 og Café Lille Per, red.) nægter jeg at tro på, at vores klientel gider gå helt op til Søndermarkshallen for at få en test, så de kan besøge os og nyde en øl. Det er der også flere, der har sagt til mig, at de ikke gider, så det kommer nok til at ramme os lidt hårdt. På O'Malley kommer der mere folk, som stadig er på arbejdsmarkedet, og som derfor alligevel bliver testet, så det bekymrer mig ikke så meget der, siger værtshusholderen.

Klokken 23!

Endnu et forhold føles som en appelsin i turbanen:

– Det er en pisseglædelig nyhed, at vi må holde åbent helt til klokken 23! Det skulle de også ha' gjort sidste år, for det betyder, at vi kan vise en masse fodbold, og folk kan nå at se kampen færdig, inden de skal hjem. Det kunne de ikke, da vi skulle lukke allerede klokken 22. At vi så har sidste udskænkning klokken 22, betyder mindre, siger Sabine Andersen og tilføjer med begejstring i stemmen:

– Så er du sindssyg, hvor er det godt med klokken 23!

Hvordan er I kommet igennem de her mange måneder med nedlukning?

– Ved at sælge alt, hvad vi ejer og har, skulle jeg lige til at sige. Senest har jeg haft en ejendomsmægler på besøg for at se, om jeg kan sætte mine huse til salg, både det, min far bor i, og vores eget. Hellere sælge dem – for man kan jo købe hus igen, når vi er kommet ovenpå – end at skulle af med vores erhverv, for så er der jo ingenting at vende tilbage til.

Men hvad så nu?

– Lige nu håber jeg, at jeg kan sætte det i bero, men jeg er ikke sikker. Det har været rigtig hårdt, vi har selv måttet betale over 700.000 kroner fra den 16. december og til dag i udgifter til vores tre værtshuse, og vi har kun fået 224.000 kroner til faste udgifter fra hjælpepakker og meget lidt i lønkompensation.

Men nu lysner det?

– Ja, jeg er lidt nervøs i forhold til coronapasset, men jeg er stadigvæk glad og evigt taknemmelig for, at vi kan komme i gang igen, siger Sabine Andersen.

At bordbestilling er påkrævet, ser hun ikke som det helt store problem:

– Jeg har allerede haft nogle stykker, der har bestilt bord, men hvis nogen stikker hovedet ind ad døren og efterspørger et bord, og vi har et ledigt, betragter jeg det som en bordbestilling, og så kan de få det.