Værftet ansætter ressource-mor for nydanskere
Lone Mouridsen er netop blevet ansat som "ressource-mor" hos Værftet i Nexø. Privatfoto.

| GRATIS
6. SEP 2021 • 18:05
Mette-Marie Andersen
Journalist

Værftet ansætter ressource-mor for nydanskere

Værftet i Nexø har ansat Lone Mouridsen i en projektstilling.  Hun skal fremover være Værftets ressource-mor for nydanske børnefamilier på Bornholm. Det oplyser Miriam Kaas Hansen, der er administrativ leder hos Værftet, som ejes af Youth for Christ Danmark, i en pressemeddelelse. 

Lone Mouridsen skal blandt andet være med til at arrangere fællesspisninger på Værftet, rekruttere frivillige samt søge at rejse økonomi fra gavegivere og bidragsydere til dette nye indsatsområde. 

Det fremgår også af pressemeddelsen, at Lone Mouridsen har planer om at starte en kvindecafé for nydanske mødre.

Fredag den 10. september står Lone Mouridsen også i spidsen for et Eat 'n Talk-arrangement på Værftet, som er den første af sin slags. Konceptet er, at man mødes på tværs af alder og nationalitet til uformel fællesspisning og hygge på Værftet.

Hvis man vil deltage i madlavningen, kan man komme på Værftet klokken 15.30, hvor Lone Mouridsen vil guide madholdet. Hvis man blot ønsker at spise med, kan man komme klokken 17.15, når maden sættes på bordet.  Man kan læse mere på Værftets facebook-side eller hjemmeside. Tilmelding er nødvendig.



Flere nyheder