Idéen med udspillet var at sikre retssikkerheden for bornholmere, der ellers ikke har ressourcerne til at tage kampen op.
"Ofte er mange borgere udkørte, har været gennem langvarige forløb, som har tæret på dem og deres omgivelser, hvilket gør en evt. klagesag uoverkommelig," står der i forslaget, som René Danielsson, Linda Kofoed Persson og Sabine Lyngberg havde fremsat.
I praksis skulle retsstillingen sikres, ved at der "indgås samarbejder med private (gerne bornholmske) advokater, således at borgerne kan tilbydes en uvildig bistand, såfremt at de har et ønske om at klage over en afgørelse. På den måde opnås der lighed for loven – uanset borgers overskud og bankbog," foreslog DF, der ønskede at lave en forsøgsordning gældende indtil 2025.
Støtte til enkeltpersoner
Ifølge kommunens administration vil det være "i strid med forbuddet mod støtte til enkeltpersoner", og opgaven kan heller ikke "udføres med udgangspunkt i kommunalfuldmagtsreglerne", oplyser det.