Hvad med indholdet?
– Noget af den kritik, vi har fået, var, at der i Rytterknægten var for meget overflytning af artikler fra Bornholms Tidende, så mange allerede havde læst en del af artiklerne. Vi opgraderer derfor ved at afsætte ressourcer til, at der bliver lavet mere eksklusivt indhold til ugeavisen. Det betyder, at jeg og min kollega skal lave en håndfuld artikler til hver uge. Vi vil blandt andet gerne være et sted, hvor erhvervslivet kan komme til orde, siger Jon Albjerg Ravnholt.
Hvordan tør I pille ved det gamle navn Rytterknægten?
– Vi vurderede, at vi er nødt til at markere, at vi er et helt andet sted, end hvor Rytterknægten var. Rytterknægten havde et godt navn. Ugeavisen Bornholm er ikke et revolutionerende navn, men det er måske tættere på at fortælle, hvad det er. Vi håber, at vi ved at give ugeavisen vores eget navn – i stedet for et navn, vi overtog fra en tidligere udgiver – får signaleret et større tilhørsforhold til det mediehus, vi er en del af.
Der har over en årrække været et generelt løft på Bornholms Tidende, først af avisen og så de kommercielle tillæg og publikationer. Ugeavisen var det sidste, vi manglede, siger Jon Albjerg Ravnholt.