Ti sekunder og tre-fem drejninger i næsen er nødvendig: Nye hurtigpodere lærte at gå dybt

SUNDHED

I et lokale på Falck-stationen afvikler redningskorpset onsdag oplæringen af de sidste nyansatte medarbejdere, der skal bemande det nye testcenter, der åbner i Søndermarkshallen på fredag. Ambulanceinstruktør Mai Bari varetager undervisningen af de syv podere, der ikke nødvendigvis på forhånd har erfaringer med sundhedsarbejde, og hvad det indebærer af patientjournaler og hygiejniske hensyn.

Kursisterne er i gang med at blive introduceret til registrering af borgernes data, da Bornholms Tidende banker på. De sidder med mundbind på og lytter til instruktøren, og for ikke at forstyrre lister journalisten hurtigt ud af rummet igen for at vende et par ting med stationens leder, Klaus Rønne Jensen.

Han griner lidt af, at testene vidt og bredt omtales som "lyntest", for man skal trods alt vente 15-20 minutter i hallen på at få svar. Jeg nævner for ham, at det er Falck selv, der beskriver de hurtigt virkende antigen-test med netop den betegnelse.

At lynfart skulle være en retvisende beskrivelse for den seneste uges aktivitet på Falck-stationen, kan man godt argumentere for. Det hele er i hvert fald gået meget stærkt, fortæller Klaus Rønne Jensen, som først i torsdags fik besked om, at Falck skulle åbne et lyntestcenter i Rønne.

– Jeg rakte med det samme ud til Bornholms Regionskommune, som var ufatteligt hurtige og behjælplige. Inden for en time havde vi fået Søndermarkshallen stillet til rådighed, fortæller Klaus Rønne Jensen.

Og siden da har der været travlt med forberedelser og ansættelser af 18 fuldtidsmedarbejdere samt en god håndfuld, der skal tage færre vagter. I opholdsrummet, hvor vi snakker, står der nogle papkasser, der senere skal køres ud til hallen.

– Der er et hav af materiel, vi skal have derop. I morgen (torsdag, red.) kommer der en sending med alle testkit og værnemidler i en lastbil fra København.


Validitet og omhyggelighed

Pludselig dukker instruktør Mai Bari op. Hun vil spørge, om Tidende kan stille med en testperson, og da fotografen har hænderne fulde, vil hun høre, om journalisten vil lægge næsebor til. Det var faktisk et scenario, vi på forhånd havde diskuteret – og som jeg havde afvist – men når det skal ske i oplæringens hellige navn, må svaret blive ja.

Vi går med tilbage i undervisningslokalet, hvor instruktøren introducerer kursisterne til testene.

– Hvis man spørger producenten, er validiteten 76-98 procent. Men hvis man læser aviserne, har nogle fagfolk sagt, at den er 50 procent. Jeg vil sige til jer, at validiteten afhænger meget af jeres grundighed, forklarer hun.

Bag hende skyder projektoren et tværsnit af et ansigt ud på væggen. Det er afgørende, at podepinden skal helt ind og ramme "bagvæggen" og få fat i det sekret og puds, der sidder her. Det chokerer mig lidt, at næsegangen og det bagvedliggende rum har en så imponerende dybde.

– Hvis jeg ikke er omhyggelig, får jeg ikke fat i puds nok, og så kan det blive en falsk negativ prøve, hvis de faktisk har covid. Så fortæl borgerne, at de skal sidde stille med hovedet. Hvis de rykker hovedet tilbage, har de vundet en tur til, plejer jeg at sige, fortæller Mai Bari, inden hun kalder mig frem til hende.

Næsebor er ikke ens

Jeg sætter mig på en stol, tager mundbindet af og vipper hovedet lidt tilbage, mens jeg forsøger at få et kaste et blik på podepinden for at se, hvor lang den egentlig er. Mai Bari skjuler pinden godt med sit greb om den. Det er fast kutyme ikke at skilte med pindens længde, fortæller hun mig. Til kursisterne har hun netop forklaret, at pinden skal være i næsen i ti sekunder, og den skal drejes tre-fem gange, efter at spidsen har stødt mod bagvæggen. De har også fået at vide, at de skal vælge det største næsebor.

– Jeg garanterer jer, at I kigger efter i spejlet, når I kommer hjem, havde hun sagt til dem.

Mit største næsebor er åbenbart det venstre. Inden podepinden føres ind, spørger hun, om jeg er snottet, i tilfælde af det mindre næsebor skulle tilbyde en mere fri passage.

Hun fører pinden ind, og da den støder imod sit mål, lukker jeg på refleks øjnene, så jeg kan ikke se, men blot mærke, at hun roterer sit redskab. Det fører til en intens svien – der minder om følelsen, når man får saltvand op i næsen. Jeg tvinger øjnene op, og det venstre øje løber straks i vand. Der er ikke meget lyntest over de ti sekunder, podepinden skraber mod det sædvanligvis isolerede punkt dybt inde i hovedet.

– Tre, to, en, siger hun endelig og trækker podepinden ud og sætter den i et glas.

Hun fortæller, at kursisterne skal klemme tre dråber ud af pipetten, så sekretet fra min næse kan blive analyseret.

Da jeg går mig tilbage til stolen bagerst i lokalet, siger en af kvinderne på holdet:

– Så bliver det spændende om 15 minutter, om vi alle skal ud.

En ting er sikkert; avisen skal ud, og derfor er vi nødt til at gå, inden resultatet er klar, men jeg efterlader mit telefonnummer, i tilfælde af prøven skulle være positiv.

Lidt senere tikker en sms ind.

"Negativ test," står der.

Må alle, der skal testes i den kommende tid, få denne besked.

Således blev den eneste konsekvens af undertegnedes aktive medvirken i reportagen en forbedret luftgennemstrømning i venstre side af næsen resten af onsdagen.