Skulle Folkemødet blive aflyst for andet år i træk, frygter borgmester Thomas Thors (S), at det vil blive ”svært at holde gejsten oppe”, fortæller han. Så det er i høj grad for at sikre Folkemødet mange år fremover, at han har foreslået kommunalbestyrelsen at forhøje tilskuddet til Foreningen Folkemødet med yderligere 750.000 kroner og samtidig tildele foreningen en underskudsgaranti på 950.000 kroner.
- For det første har Folkemødet en meget stor betydning for Bornholm, ligesom det har en meget stor betydning for hele vores demokratidebat. Det er en fordel for Bornholm, at beslutningstagere fra hele landet kommer til Bornholm, og at de får kendskab til bornholmske forhold, siger Thomas Thors.
Han skal denne sommer for første gang tegne Bornholm udadtil under Folkemødet, efter Winni Grosbøll gennem ti år har budt mange tusinde gæster velkommen til Allinge. I år vil der dukke færre mennesker op, og i Thomas Thors’ optik handler kommunens støtte til årets udgave i høj grad om at holde skruerne i vandet med en fortrinsvis virtuel udgave i 2021, så den efterhånden traditionelle folkevandring til Nordbornholm kan genoptages, når corona er fortid.
- Det er en slags overlevelsesmanøvre, og det er derfor, at der gøres en særlig indsats, forklarer Thomas Thors og peger på, at de 1,7 millioner kroner næppe vil blive udbetalt.