Tæt på åbning af nyt område

Tæt på åbning af nyt område
I skellet er der både plantet lindetræer og snebær, som ifølge en af medarbejderne på stedet er en busk, der får hvide bær om efteråret på størrelse med kirsebær. Foto: William Sonne Kaalø
TOPNYHED | Fredag 22. november 2024 • 05:30
TOPNYHED | Fredag 22. november 2024 • 05:30

Nu er der ikke længe til, at trafikanter kan boltre sig på et større opmarchareal ved hurtigfærgelejet i Rønne Havn. Faktisk kan det allerede ske i næste uge, spår specialkonsulent i vejmyndigheden.

I skellet mellem Finlandsvej og opmarcharealet til hurtigfærgelejet ved Rønne Havn er flere medarbejdere fra Anlægsgartner Lang i gang. Mens to af dem har en spade i hånden har den tredje hænderne solidt plantet i mulden. De er alle i færd med at plante snebær side om side med rækken af lindetræer, der allerede er sat i jorden.

Arbejdet sker som noget af det sidste, inden den udvidede del af opmarchområdet langt om længe kan tages i brug.

– Der mangler stadig noget arbejde med hegn, afmærkning og beplantning. Et godt bud er senest medio december - i hvert fald ikke senere, siger specialkonsulent i regionskommunens vejmyndighed Palle Tourell.

Men dette tidspunkt handler om færdiggørelsen af det samlede projekt. Palle Tourell er faktisk ret sikker på, at det udvidede opmarchareal kan tages i brug før - muligvis allerede i næste uge.

– Det afhænger af vind og vejr. Men det samlede projekt bliver antageligt først færdig et stykke inde i december, senest medio december, siger han.

– Det sidste hegn (skal op, red.), de sidste træer skal plantes, der skal tilpasses nogle skilte, og noget afmærkning skal helt på plads. Hertil generel oprydning. Men alt i alt småtterier, tilføjer Palle Tourell.


Medarbejderne fra entreprenørvirksomheden Jens Møller Gudhjem nærmer sig det det sidste arbejde i opmarcharealet. Foto: William Sonne Kaalø

 

Flydende lasteproces

Opmarchområdet er blevet udvidet mod nord og bilbanerne er ligeså. Med udvidelsen får Bornholmslinjen langt bedre mulighed for at skabe en flydende ombordkørsel på færgerne, siger rederiets pr- og kommunikationschef, Jesper Maack.

– Når vi får et større areal, får vi også mulighed for at lave en mere logisk fordeling af bilerne i vores lasteproces. Vi får noget mere plads at gøre med i forhold til at få placeret de forskellige biltyper i de forskellige baner, så dem, der styrer banerne og lasteprocessen, kan skabe en mere flydende lasteproces, siger Jesper Maack og tilføjer:

– Det, vi ofte oplever på Bornholm, er, at det bliver lidt rykvis, når vi laster færgerne: Så laster vi noget, så går vi i stå. Så laster vi noget, så går vi i stå. Det er, fordi der er så meget skiften rundt, og folk kommer jo på forskellige tidspunkter.


Der er endnu ikke åbent for trafik i den udvidede del af opmarcharealet. Det sker muligvis allerede i næste uge, lyder det fra Palle Tourell. Foto: William Sonne Kaalø

 

Erfaringer fra Aarhus

Han fortæller, at det er planen, at rederiet tager de nye baner i brug, så snart det kan.

– Vi trækker rigtig meget på erfaringerne fra Aarhus, fordi vi, da vi flyttede ud i den nye havn, fik nye opmarchbaner. Det er noget af det, der har lært os, at når vi har et tilstrækkeligt stort areal og tilstrækkeligt mange baner at fordele lasten rigtigt på, så får vi en mere flydende lasteproces. Det betyder, at vi lige nu laster meget hurtigere i Aarhus, end vi gør i Rønne, siger Jesper Maack, der dog understreger, at det ikke kun er opmarcharealerne, der er forklaringen på det.

– Der er en del flere forskellige slags køretøjer, end vi oplever i Aarhus, hvor det meget er personbiler og lastbiler. Nogle af erfaringerne fra vores nyere opmarchbaner i Aarhus glæder vi os til at implementere på Bornholm, så vi kan skabe en mere flydende ombordkørsel.

Er det mest i højsæsonen, I oplever problemer med lasteprocessen?

– Det er altid mest, når tingene strammer til. Det er også dér, vi kan risikere at opleve forsinkelser. Det er, hvis vi har meget tunge laster med fra begge sider, og nogle gange i højsæsonerne er folk også lidt mere uerfarne med at køre ind på en færge, end de ellers er, siger Jesper Maack.

Det første spadestik til projekt opmarchareal blev taget af borgmester Jacob Trøst og Rønne Havns formand, Jess Persson, den 30. april i år. På det tidspunkt skulle projektet faktisk have været færdigt, men det er blevet forsinket flere gange.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT