Sverige har ifølge Udenrigsministeriet fortsat indrejseforbud frem til og med den 14. februar for rejsende fra Danmark.
Fra den 6. februar 2021 og frem til den 31. marts indføres der herudover krav om negativ test ved indrejse til Sverige for alle udenlandske statsborgere over 18 år. Både en negativ PCR-test og en negativ kviktest – også kaldet en antigentest – accepteres ved den svenske grænse. Den negative test må højst være 48 timer gammel.
Dette fremgår af Udenrigsministeriets Borgerservice, hvor man løbende opdaterer indrejsekravene til Sverige.
Rejsende til og fra Bornholm via Sverige skal fremover kunne fremvise en negativ test som er højst 48 timer gammel ved transit. Personer, der pendler til Sverige for at arbejde, skal kunne fremvise en negativ test, som fornyes én gang om ugen.