Svensk politi: Sådan kan bornholmere foretage politianmeldelser

Svensk politi: Sådan kan bornholmere foretage politianmeldelser
Arkivfoto: Jacob Jepsen
BORNHOLM | Fredag 5. november 2021 • 15:30

Flere bornholmere har oplevet problemer med anmeldelser til svensk politi både telefonisk og på nettet.

Et ægtepar fra Klemensker og et fra Rønne har uafhængigt af hinanden oplevet problemer med at foretage en anmeldelse til svensk politi. De har ikke kunnet trænge igennem på telefonen, og når de har forsøgt at foretage en skriftlig anmeldelse over nettet – hvilket både Bornholms og svensk politi tidligere har opfordret til i Tidende – bliver de vippet af i forbindelse med angivelse af postnummer og personnummer, fordi de jo bor på Bornholm.

Christine Holst fra Klemensker opgav på den baggrund helt at anmelde en skade på sin og mandens bilforrude, som de mener er sket med skud fra et luftgevær på parkeringspladsen ved Skånegården, mens Joel Pepke Andersen fra Rønne i første omgang opgav at anmelde tyveri fra familiens bil ved Ikea i Malmø. Efterfølgende kunne hans svenske svigersøn dog foretage anmeldelsen.

Tidende ringede onsdag til presseafdelingen i Polisregion Syd, Skåne, i Sverige og kan derfor nu oplyse, hvordan svensk politi foreslår, at bornholmere foretager en politianmeldelse.

Efter en ventetid på 13 minutter og 26 sekunder med en jævnlig automatmelding om, at avisen stadig befandt sig i telefonkøen, og at samtalen ville blive besvaret hurtigst muligt, blev telefonen omsider taget af pressetalsperson Jimmy Modin.

Forelagt situationen og de problemer, Christine Holst og Joel Pepke Andersen har haft i forhold til at foretage anmeldelser, konstaterer han blandt andet, at nej, det går ikke med et dansk personnummer, hvis man vil foretage en anmeldelse, så Tidende spørger han:

Er der nogen måde, hvorpå man uden et svensk personnummer kan foretage en anmeldelse over nettet?

– Jeg ved faktisk ikke, om det kan lade sig gøre via nettet uden personnummer, siger Jimmy Modin.

– Det kan være, man er nødt til at ringe ind og tale direkte med nogen. Det, man så skal gøre, er at ringe 11414 og sige "växeloperatør" eller "telefonist" til telefonsvareren. Så kommer man videre til telefoncentralen og kan tale med en rigtig person og ikke en telefonsvarer. På den måde kan man komme videre.

Christine Holst har flere gange forsøgt med 11414, men kunne ikke komme igennem til nogen?

– Nej, nemlig, men som sagt: Siger man "växeloperatør" eller "telefonist" til telefonsvareren kommer man videre. Vi har jo en telefonväxel (telefoncentral, red.) med "växeloperatører", som arbejder døgnet rundt og tager imod samtaler, siger pressetalspersonen og anerkender, at det er ærgerligt, at systemet er så akavet, at de to bornholmere er løbet ind i de refererede problemer.

FÅ ABONNEMENT