Sundhedsminister på trapperne med frivillig vaccine

Sundhedsminister på trapperne med frivillig vaccine
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 10. MAJ 2021 • 12:00
Af:
/ritau/

10. MAJ 2021 • 12:00

CORONA

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sender mandag bekendtgørelsen om mulighed for frivillig vaccination med AstraZeneca-vaccine i høring. Det skriver han på twitter.

– Ja, jeg sender bekendtgørelsen om tilvalgsordningen af vacciner i offentlig høring i dag, skriver Magnus Heunicke.

Han forventer, at Sundhedsministeriet i løbet af denne uge vil kunne afklare de praktiske udfordringer.

– Det betyder endelig udstedelse i næste uge. I mellemtiden gennemfører vi dialog med de virksomheder, der udviser interesse i at stå for opgaven, så deres praktiske spørgsmål kan afklares, skriver Magnus Heunicke.

Dermed vil danskerne måske få mulighed for frivilligt at tilvælge en vaccination med vaccine, som ellers er taget ud af vaccinationsprogrammet.

I Tyskland har det ført til lange køer ved vaccinecentrene, efter at Astrazeneca-vaccinen blev frigivet for alle aldersgrupper. Det er uvist, om det også vil være tilfældet i Danmark.

Hos Dansk Erhverv håber administrerende direktør Brian Mikkelsen, at ordningen vil træde i kraft inden for kort tid for at hjælpe erhvervslivet:

– Det skal helst gå så hurtigt, som det overhovedet er muligt. Dansk Erhvervs beregninger viser, at hver uge der går ekstra i forhold til færdigvaccination, koster det to milliarder kroner i produktionstab. Så hurtigere vaccinering vil gavne både dansk erhvervsliv og danskerne over en bred kam, siger Brian Mikkelsen i en skriftlig kommentar.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har dog på flere pressemøder advaret mod brugen af vaccinen fra Astrazeneca. Ifølge Brostrøm vil cirka 1 ud af 40.000, der bliver vaccineret med Astrazeneca, få en komplikation med høj dødelighed.

Brostrøm har dog samtidig åbnet for at tage vaccinen i brug igen, hvis der kommer en tredje bølge af corona i Danmark.

Sundhedsmyndighederne har også taget vaccinen fra Johnson & Johnson ud af Danmarks vaccinationsprogram. Den er ligesom Astrazeneca-vaccinen sat i forbindelse med en række sjældne blodpropper.

Et ekspertudvalg nedsat af den norske regering har mandag anbefalet, at Johnson & Johnson- og Astrazeneca- vaccinen tages ud af landets vaccinationsprogram.

Patienterne fra USA, der var blevet vaccineret med Johnson & Johnson- vaccinen, har haft et sygdomsbillede, der minder meget om det, man så ved visse patienter, der havde fået vaccinen fra Astrazeneca.

Blodpropperne var usædvanlige, fordi de skete, mens patienterne havde et usædvanligt lavt niveau af blodplader. Blodplader er det stof i blodet, som gør, at blodet kan størkne.