Spørger man en af verdens mest populære rejseportaler og udgivere af guidebøger, så ligger Europas 17.-bedste strand på Bornholm. Det er Lonely Planet, der hvert år udgiver lister over det bedste i en lang række kategorier, deriblandt også strande.
Det er måske ikke overraskende, at det er Dueodde, der har opnået en plads blandt de 20 bedste strande i Europa.
"Omgivet af vidtstrakte klitter og fyrretræer er dens sand hvidt og blødt som talkumpulver – faktisk så finkornet, at det en gang blev brugt i timeglas", skriver Lonely Planet om Dueodde.
Det fremhæves også, at man kan finde plads og ro på den lange strand, samt at man kan vade ud i havet i evigheder og stadig kun stå i vand til knæene.