Stort anlagt projekt mangler stadig penge

Stort anlagt projekt mangler stadig penge
Det store projekt Nordliv, der skal bygge kraftigt ud på Bornholms Idræts-og Kulturcenter i Allinge, lader vente på sig. Grafik: Keingart Space Activators
INTERVIEW | ALLINGE | ABONNENT | 11. JAN 2022 • 14:00
Niels Ebdrup
Journalist
INTERVIEW | ALLINGE | ABONNENT
11. JAN 2022 • 14:00

Efter et år med fundraiser mangler Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge stadig mange millioner kroner for at kunne realisere sin Nordliv-vision.


For et år siden hyrede Bornholms Idræts- og Kulturcenter i Allinge en fundraiser til at skaffe millioner af fondskroner til det storstilede Nordliv-projekt. Et projekt, hvor lokale foreninger, idrætslivet og Allinge Børnehus bliver samlet i en meget ombygget nordlandshal.

Formand for Bornholms Idræts- og Kulturcenter, Carsten Grønning, håbede for et år siden, at finansieringen på samlet 68 millioner kroner ville være på plads her, et år efter. I dag må han midlertid erkende, at pengene lader vente på sig.

– Men jeg er optimistisk – det går fremad, selvom det går langsomt, siger Carsten Grønning.

– De lokale fonde er kommet med to millioner kroner. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for. Ikke mindst fordi den lokale opbakning betyder meget, når vi skal over på den anden side af vandet og søge penge. I næste uge har vi møder med landsdækkende fonde, fortæller Carsten Grønning, som kan berette om meget seriøs interesse fra især én stor fond.

– Men jeg kan ikke sige noget om hvem og hvorfor. Processen er godt på vej, men der er et stykke vej til, at det er fuldt finansieret.

BIKC-formanden tør ikke komme med et nyt håb for, hvornår de 68 millioner kroner kan være fundet. På nuværende tidspunkter er der sat 19,2 millioner kommunale kroner af til at lave et nyt børnehus for, og lokale fonde har givet to millioner kroner.