Efter en timelang debat blev udfaldet af afstemningen om ændringsforslaget, at 12 politikere fra de tre partier stemte reglerne igennem, mens 11 kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Venstre, Dansk Folkeparti, Bornholmerlisten og Kristendemokraterne stemte imod. Modstanderne foretrak slet og ret at fjerne den administrativt vedtagne spærretid.
De nye retningslinjer, som kommer til at gælde op til kommunalvalget 16. november, betyder:
· at der ikke skal være spærretid i Bornholms Regionskommune.
· at politikerne i perioden i de sidste to måneder inden valget skal kunne udøve deres tilsynspligt som kommunalbestyrelsesmedlemmer i de kommunale institutioner og i øvrigt komme der som led i udøvelsen af deres valgte/udpegede politiske arbejde. Politikere kan derimod ikke medbringe gæster og/eller have følgeskab af medier/journalister under besøg på kommunens institutioner/enheder i perioden. Såfremt kommunalbestyrelsesmedlemmerne ønsker kontakt til de kommunale institutioner, skal de som vanligt kontakte borgmesteren eller direktionen.