Soldater skal i karantæne før de bliver udsendt

Soldater skal i karantæne før de bliver udsendt
Den 1. lette opklaringseskadron på Almegårds Kaserne har været udsendt mange gange siden de første missioner, der blev udløst af borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Foto: Holger Larsen
| ABONNENT | 4. JUL 2020 • 08:54
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
4. JUL 2020 • 08:54
FORSVAR

Soldaterne fra 2. eskadron, som sidst i juli skal til Afghanistan, er netop gået på tre ugers ferie. Derefter venter 14 dages karantæne på Skive Kaserne, inden der er afrejse til Kabul.

– Soldaterne bliver under karantænen inddelt i nogle "familiegrupper", som har et hus hver, hvor de skal være i 14 dage. Der er internet, grill, mulighed for at slikke sol og for at træne, og de tager noget undervisningsmateriale med. De bør principielt ikke have kontakt med nogen udenfor hegnet og heller ikke have kontakt med de andre grupper, forklarer bataljonschef Nicolai Abildgaard.

Karantænereglerne i forbindelse med coronasituationen er medvirkende til, at missionen i Afghanistan er kortet ned fra de sædvanlige seks måneder til fire end halv til fem måneder. En anden årsag til dette er, at soldaterne under udsendelsen ikke – som normalt – får mulighed for at komme hjem på orlov. Hvilket er endnu en coronaforanstaltning.

– Det ville være for hårdt for de udsendte og deres familier, hvis soldaterne først skulle i 14 dages karantæne og derefter være udsendt i seks måneder uden orlov, siger Nicolai Abildgaard.

Det betyder så også, at 1. eskadron skal være klar til at tage af sted til november i stedet for til februar. Som nævnt i en anden artikel på siderne har man samtidig været presset af coronanedlukning og andre opgaver:

– Så hvor der skulle være god tid til at holde sommerferie, er der nu pludselig travlt med at nå at få taget undervisning til stort kørekort, sanitetsuddannelse, vaccinationer og alt det andet, der skal på plads, siger Nicolai Abildgaard.

Transport og beskyttelse

Bornholmske soldater har tidligere været udsendt på skrappe missioner i Helmand-provinsen. Den nuværende Nato-mission, som det danske forsvar har bidraget til siden 2015, er af en noget anden karakter.

Resolute Support Mission handler om at træne, rådgive og støtte afghanske myndigheder og sikkerhedsstyrker. De bornholmske soldater indgår i enheden Mobile Force Protection Team.

– Det er et mobilt beskyttelseshold, som kører rundt i store pansrede biler for at transportere og beskytte personer, der skal et eller andet i Kabul-området. Det kan for eksempel være en general, der skal ud at besøge en skole, forklarer Nicolai Abildgaard.