Søren Schow har ikke altid været Venstre-mand: 'Jeg har også stemt på en kommunist'

Søren Schow har ikke altid været Venstre-mand: 'Jeg har også stemt på en kommunist'
Politikeren i sin stue, hvor bedsteforældrenes møbler udgør en del af møblementet, og hvor han har blottet den flotte rustikke væg bag sig. Foto: Jacob Jepsen
INTERVIEW | BORNHOLM | Lørdag 13. november 2021 • 07:30

Søren Schow har stemt på venstrefløjen år tilbage og peger i dag på den tidligere venstremand Lars Løkke Rasmussen som forbillede.

Søren Schow, hvorfor valgte du partiet Venstre, da du gik ind i politik?

– Det er egentlig et godt spørgsmål, for det kunne have været så meget andet. Jeg har været andre steder i mit liv, jeg har været sømand under Preben Møller Hansen, og da var jeg jo kommunist eller sådan noget ...

Politikeren rømmer sig og siger:

– Nej, Torben, lad være med at skrive det.

Vi bliver dog enige om, at jeg gerne må.

– Jeg har også stemt på Ole Sohn, da han også var kommunist. Jeg syntes, han var en meget behagelig mand og god til at fortælle om politik. Og jeg har også stemt på radikale venstre, da det var Niels Helveg Petersen, som jeg syntes var en fantastisk politiker. Og så har jeg stemt på Venstre, som jeg begyndte at komme ind i. Og grunden til, at jeg kom ind i politik, er, at jeg gik sammen med Ib Mikkelsen på nattevagterne på Færgen, da jeg var styrmand og han matros. Han var valgt ind i kommunalbestyrelsen i Nexø, og vi gik hver nattevagt i fem-seks timer og diskuterede, så tiden gik hurtigt.

– Han sagde så, at jeg skulle stille op til kommunevalget i forbindelse med samlingen af kommunerne. Jeg anede knapt valget eksisterede, for jeg var mere optaget af landspolitik. Men jeg nåede at sidde ét år i kommunalbestyrelsen i Nexø inden sammenlægningen. Og så stillede jeg ikke op i 2009, men blev valgt ind i regionskommunen i 2013.

Og hvorfor blev det Venstre?

– Ib sagde, at det var lige meget, hvem jeg stillede op for, bare jeg stillede op, men så måtte jeg jo tage hjem og indhente oplysninger om de forskellige partier, og når så jeg læste om Venstre og det her med friheden, og at de bredeste skuldre hjælper dem, der har det svært, syntes jeg, det lød rigtigt. Især det med friheden. Frihed betyder enormt meget for mig, og det har trukket mest, så det blev Venstre, men det kunne lige så godt være blevet nogle af de andre partier. Jeg har læst deres valgprogrammer, og de er jo enormt dækkende, så det er da svært at sige "nej, det synes man ikke om", så skal man helt ud på yderfløjene.

Enormt svært

Schlüter sagde: "Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget", det lyder, som om du kunne sige det samme om Venstre?

– Jo, men desto mere, jeg er kommet ind i det, desto mere betyder det for mig, kan jeg sige.

Venstre er fra 1870 og på moderpartiet Venstres hjemmeside kan man læse: "Lighed var helt centralt for de liberale, der kæmpede mod enevælde men for demokrati. De liberale ønskede, at magten skulle ligge hos en forsamling valgt ved frie valg og almindelig stemmeret. Der skulle desuden ske en spredning af indflydelsen og ejendomsretten".

– Ja, når du nævner lighed, er det også et vigtigt parameter. Uretfærdighed har jeg det enormt svært med.

Enhedslisten blev dannet i 1992, og hos dem kan man blandt andet læse: "Finans- og skattepolitik skal give mere lighed og velstand til alle. Når eksempelvis nedskæringer i topskat eller kontanthjælp øger afstanden mellem rig og fattig, så går det ud over os alle sammen. De, der er heldige at have job og arbejdsevne, kan jo miste begge dele. Hvis dette medfører fattigdom, vil det skræmme mange til at acceptere elendige arbejdsvilkår. Derfor gavner lighed os alle sammen". Kan du være uenig eller enig i det?

Fem sekunders pause.

– Altså, jo mere lige, vi er, jo bedre er det jo, og desto roligere samfund får vi. Det ved vi ud fra den samfundsmodel, vi har opbygget. Det er måske det gode, der er kommet ud af vores velfærdssamfund og den måde, vi betaler skat på. Det er måske kommet i de senere par år, men afstanden mellem rig og fattig har ikke været så stor.

Fra 1 til 10

Men hvorfor gik du ikke ind i Enhedslisten, de er vel bedre til at stoppe udviklingen med større skel mellem de rige og andre?

– Der var ikke noget, der hed Enhedslisten, da jeg gik ind i politik, de hed SAP og DKP og så videre, og det var længe efter, jeg begyndte at tænke på politik. Det gjorde jeg helt tilbage til Anker Jørgensen, hvor man talte om den økonomiske afgrund, siger Søren Schow.

På en skala på 1 til 10, hvor store er dine chancer for at bliver borgmester?

Søren Schow ler lidt.

– Jamen, den er jo fra 1 til 10, siger han og tilføjer:

– Det kan jeg jo ikke sige, men jeg har i hvert fald sagt, at jeg gerne vil være borgmester for Bornholm. Jeg ved godt, at flere fra andre partier siger, at de ikke kan pege på mig, men når jeg lytter til det, kan jeg også høre noget andet, nemlig at de sådan set ikke afskriver muligheden helt, de har bare behov for at sige det.

Og du har også sagt, at du kæmper, til du når dine mål?

– Ja, og det kommer jeg også til nu. Vi er ikke færdige med vores kampagne før på valgdagen, siger Søren Schow og peger på et politisk forbillede:

– Lars Løkke Rasmussen (tidligere formand i Venstre, i dag formand i Moderaterne, red.) er en fantastisk politiker. Måske lidt for laissez faire med egne bilag, men han er en enormt dygtig politiker, og han kæmper også til det sidste. Det synes jeg, vi skal lære meget af. Det er sådan, det skal være.

 


Den religiøse pragmatiker

Da Søren Schow som 17-årig var på Svendborg Søfartsskole, rejste de fleste andre hjem i weekenden, men turen var for lang for ham, som blev på skolen sammen med måske enkelte andre elever – og så tog han med forstanderen i kirke om søndagen, hvilket kom til at præge ham.

Han var nemlig ikke kristen som sådan, men kan i dag sige, at den tid har ændret hans forhold til kristendommen.

– Jeg synes aldrig, det har været moderne at være kristen, siger han og tager hul på en historie om, hvad man kalde et pragmatisk forhold til livet som troende.

– Men jeg kan godt li' diskussioner og faktisk også at fremprovokere nogle holdningsændringer eller variationer hos folk, også hvad det angår. Da vi sagde farvel til skolen, fik vi Det Nye Testamente i en lille udgave af forstanderen, som sagde: Tag den her med, du ved aldrig, om du får brug for den.

Søren Schows første udmønstring opfyldte hans drømme om at se noget af verden, han kom ud i otte måneder med en coaster, som havde ni om bord, og som bragte ham til både England, Middelhavet, Det Røde Hav, rundt til Afrika og de arabiske lande.

– Det var en fed oplevelse, siger han.

– Jeg mødte en masse mennesker og oplevede for eksempel gæstfriheden i de arabiske lande, hvor vi blev inviteret inden for mange steder.

Han fik dog smerter i ryggen, som han gik stille med, men det blev temmelig voldsomt, og på et tidspunkt tænkte han:

– Nu tror jeg faktisk, jeg beder til Gud – kan du ikke hjælpe mig med det her? Og det forsvandt så. Men det har ikke noget med historien at gøre, for det havde de smerter jo nok gjort alligevel, siger han.

– Men det, som det fortalte mig, er, at når du kommer ud i en situation, hvor du tænker, at "nu kan jeg ikke be' andre om hjælp, og jeg kan ikke gøre mere selv", så tror jeg, at så bliver man simpelthen troende. Jeg tænker, at alle folk kan sige til mig, at de er ateister og ikke tror på noget, men står du i sådan en situationen, så benytter du dig af det, og det er dét, jeg plejer at sige til folk, når de spørger – at ja, selvfølgelig er jeg kristen, og så får de den historie.

Massebøn

Så i dag betegner du dig selv som kristen?

– Ja. Jeg er i hvert fald troende. Som sagt: Kommer jeg ud i en sådan situation, hvor jeg er bange og magtesløs, vil jeg bruge det. Jeg kan også være en smule overtroisk, men jeg tror på, at troen spiller en rolle og mener også at have læst en artikel om, at massebøn gør en forskel. Jeg aner bare ikke, hvordan det hænger sammen, og det er ikke noget, jeg går og spekulerer over.

For en håndfuld år siden brugte Søren Schow da også troen, da hans svigerdatter blev meget syg i forbindelse med en fødsel. En styrmandskollega spurgte, om hun skulle få hele sin fars menighed, som hørte til et stede ude i Europa, til at bede for svigerdatteren. Som sagt så gjort.

– Resultatet var det samme, siger han.

Hun kom sig?

– Ja, men jeg tror ikke, det var det. Hun blev overflyttet til et nyt hospital, hvor de ikke gjorde andet end at tage den medicin, hun fik, fra hende. Og så kom hun sig, siger Søren Schow, hvis barndomshjem absolut ikke var synderligt religiøst.



FÅ ABONNEMENT