Søren Schow: 'Jeg er en ganske almindelig mand’

Venstres spidskandidat til kommunalvalget betragter sig selv som en fighter, der ikke er født med en guldske i munden eller med ekstraordinære kompetencer. "Jeg er en ganske almindelig mand, som jeg selv synes må kæmpe for de ting, jeg skal opnå", siger han.

Første gang, vi skal mødes, mødes vi ikke.

En torsdag morgen i slutningen af oktober kører jeg fra Rønne og til Aarsdalevej uden for Nexø og finder frem til et gult hus på en skrånende grund og uden tætte naboer. Det burde være hér, venstremanden Søren Schow bor, men her er meget stille og ingen reaktion, da jeg banker på døren. Et telefonopkald til redaktionen fortæller mig, at Søren Schow har meldt forfald på grund af en dobbeltbooking.

Fair nok.

Men derfor blev det så ikke den dag, lokalpolitikeren og spidskandidaten fra Venstre skulle komme til at afsløre for mig, at han har stemt endog meget venstreorienteret engang. Han har været sømand under den kommunistiske landsformand for Sømændenes Forbund Preben Møller Hansen, hvilket prægede hans egen holdning, og han har rent faktisk engang stemt på Ole Sohn, som var formand for Centralkomiteen i Danmarks Kommunistiske Parti 1987-91, men siden via SF tog turen til Socialdemokratiet,

Et par uger senere laver vi en ny aftale over telefonen. Der er frit valg, siger Søren Schow, for han har afsluttet sine sejladser for Bornholmslinjen i denne omgang. Nogle timer senere passerer jeg Store Torv i Rønne, hvor han står og taler med partifællen Else Merete Knoop. Ja, det formelig vælter med Venstre-folk, kampagnemaskinen i forbindelse med kommunalvalget er oppe i omdrejninger, og de er på torvet for at møde vælgerne.

Jeg hilser på ham:

– Vi skal jo ses på tirsdag, Søren, siger jeg.

– Ja, denne gang har jeg skrevet det ind i kalenderen, siger han i højt valgkampshumør og med et smil.

– Jeg skal faktisk senere den tirsdag mødes med 7. a på Klemensker Skole og snakke om bæredygtighed, fortsætter han og sender mig et undrende blik.

– Det lyder da forkert?

– Klemensker Skole? Ja, den er jo lukket, siger jeg.

– Tror du, det er en prank, spørger han og ler.

– Måske ta’r jeg med dig, siger jeg og tænker, at det kunne give anledning til et morsomt billede af Søren Schow, hvor han står på den tidligere skole og ser sig forvildet om efter 7. a.

Er det en prank? Dét vender vi tilbage til, for nu skal vi lige først mødes for alvor.

I det gule hus på kanten af Østersøen.

Tirsdag oprinder og denne dag er han skam hjemme. Han står i sin åbne hoveddør med en hammer og er ved at regulere et eller andet på dørkarmen, da jeg drejer ind på hans gårdsplads foran huset.

– Det har regnet og blæst fra nordøst, og så udvider døren sig, så jeg har slebet og høvlet den lidt, forklarer han og inviterer inden for til interview.

– Vi har god tid, der er seks dage til valget, siger han lunt, inden vi sætter os i husets første stue, hvor han har indrettet arbejdsrum til blandt andet at diskutere politik i. Det er da også udstyret med et pænt stort konferencebord med sorte stole omkring. En reol er fuld af lekture, deriblandt en bog om Malcolm X, flere krimier af Leif Davidsens og en af Harry Potter-bøgerne. Oven på står en valgplakat med ham selv og på en plexiglastavle står der noteret:

"Bornholm:

• Flere ældre.

• Flere børn

• Mangel på medarbejdere".

– Jeg kaldte på et tidspunkt rummet her for borgmesterkontoret, det kunne Linda Kofoed Persson ikke så godt li', smiler han.

Da vi har sat os, forklarer jeg, at vi egentlig ikke skal tale så meget politik, men mere om mennesket Søren Schow, hvilket får ham til at tøve lidt.

Han fortæller, at han faktisk er meget privatmand.

– Det har ikke været nemt for mig at vænne mig til at være i medierne, siger han.

– Og som nu i valgkampen, hvor vi er ude omkring forskellige steder med vores flyers og så videre, kan jeg godt synes, det er grænseoverskridende, at man skal tage fat i folk, fordi man har et budskab til dem. Jeg ville hellere ha', at folk tog fat i mig for at høre det. Jeg kan ikke selv li' at få overskredet min tærskel og ønsker heller ikke at overtræde andres, når de måske er på vej i Netto. Men jeg må også erkende, at vi forhandler et produkt, en politisk overbevisning, som vi gerne vil bygge vores samfund op omkring, og hvis ikke vi selv vil fortælle om den, hvem skal så?

Opvokset på Spidsegård

Søren Schow er født i 1963 på en gård i Poulsker, Spidsegård, lige over for hallen og skolen, hvor han tilbragte de første syv år, inden det blev Bodilsker Skole.

Han voksede op i en familie med i alt fire børn – en ældre bror samt en lillebror og en lillesøster – og faren ernærede sig som landmand på den lille ejendom. Hans mor deltog ligesom børnene i gårdlivet, men var også uddannet skrædder og underviste i syning på aftenskolen, ligesom hun syede tøj til familien, sig selv og andre og også tog på markeder og solgte sit tøj.

– Min mor fik de her modeblade som for eksempel Vogue og blev inspireret af dem. Så dels det med tøjet, dels det med friheden på landet husker jeg fra min barndom, siger Søren Schow.

Og et hårdt liv på landet?

– Ja, jeg plejer at sige, at jeg ikke kender nogen, der arbejdede så meget som min far. Det var et lille landbrug, og han havde job ved siden af for at vi kunne klare det. Jeg husker episoder, hvor fogeden var på besøg og gik og vurderede møblerne, men mine forældre klarede den jo.

Senere overtog familien dog både farfarens gård og naboejendommen.

– Så det blev et temmelig stort landbrug, og min far blev fuldtidslandmand, siger han.

Havet trak dog i den unge Søren, som tog ud at sejle som 17-årig. Hos morfaren på Engegård i Bodilsker fandt han som barn en cigaræske med nogle medaljer i, som viste sig at stamme fra Sydafrika, hvor et familiemedlem havde kæmpet med englænderne i Boerkrigen omkring år 1900 og havde fået, hvad Søren Schow husker som Victoriakorset af Churchill, hvilket satte knægtens tanker i sving.

Det gik op for ham, at der fandtes en verden uden for Bornholm.

– Mine forældre rejste aldrig på ferie, men jeg tænkte: Hvordan kan man komme ud at se den verden, når man ikke har penge? Og der opstod ideen om at komme ud at sejle, siger han.

Derfor gik turen som 17-årig til Svendborg Søfartsskole.

– Det var fanme spændende, siger han, som drog alene af sted.

– Så skulle jeg stå på egne ben.

Han opnåede da også en tur på en coaster igennem otte måneder, som bragte ham vidt omkring i verden.

I 1986 var en ung Søren Schow i Bornholms Tidende, da han og 16 kammerater blev skippere. Han står i bageste række som nummer seks fra højre. Screendump


På navigatørskole

Efterfølgende kom Søren Schow tilbage til Bornholm, hvor han fik job som dæksdreng, jungmand og letmatros hos Bornholmstrafikken på Hammershus og efterfølgende på Jens Kofoed.

– Jeg startede med blandt andet at gøre rent på matrosernes kamre, men jeg arbejdede mig hele vejen op i hierarkiet, og de samme, jeg dengang arbejdede sammen med, blev jeg senere som chefkaptajn chef for, siger han.

På Hammershus mødte han sin senere kone, Dorthe Møller, som boede i København. De to har dog været skilt i 10 år, men har i dag to voksne børn, en søn og en datter, og flyttede dengang sammen til Bornholm, hvor han startede på skipperskole i Rønne. Men efter kystskipperdelen var der ikke nok, der ville videre i uddannelsen til at lave et helt hold.

– Ivar Holm, som var forstander, sagde til mig, at skal du have en fremtid til søs, så tag på navigatørskole, så kan du sejle alle steder. Så det gjorde jeg i København, og vi flyttede til Østerbro, hvor vi boede i seks år, siger han.

Som uddannet styrmand tog han hyre på Scandlines og sejlede Rødby-Puttgarden, inden parret igen returnerede til Bornholm, hvor han først sejlede på Pilen, siden ved Bornholmstrafikken og Bornholmerfærgen.

Da den stoppede, fik han i første omgang intet svar fra Molslinjen, som overtog besejlingen af Bornholm i 2018, da han henvendte sig om et muligt job.

– Måske havde jeg udtalt mig for meget om politik, siger han.

I stedet tænkte han, at han kunne opfylde en gammel drøm om Nexø Camping, og den købte han.

– Så kunne jeg arbejde der om sommeren og passe politikken om vinteren, og på den måde passede årshjulet, siger han.

I dag ejer han den stadig, men det er hans ekskone, der forpagter den. Molslinjen henvendte sig også til ham, og han vendte tilbage til livet på søen, men nåede i første omgang at have et særdeles hektisk år. Han sejlede Villum Clausen til Grækenland, hvortil den var solgt, hjalp rederiet i gang med sejladsen dernede, havde campingpladsen at tage sig af, begyndte at sejle for Bornholmslinjen på timebasis og skulle også passe sit politiske arbejde.

– Så det har passet mig fint at sejle med Bornholmslinjen, hvor jeg bliver taget ind fra cirka 1. maj og til udgangen af oktober, når der er behov, siger han.

Skal være borgmester

Og du regner med, at til næste forår skal du sejle igen?

– Altså, nu regner jeg jo sådan set med, at jeg skal være borgmester, så det bliver kun i sommerferien, jeg skal ned og afløse lidt, siger Søren Schow med et smil og tilføjer:

– Nej, nu skal jeg nok vare min tunge lidt, men jeg planlægger sådan set mit liv, så godt jeg kan, og jeg har et par spor, jeg kører efter, og det ene spor er det med, at jeg skal være borgmester. Det har jeg brugt i hvert fald det seneste år på at prøve at planlægge og tænke lidt over.

Jeg har talt med en person, som sagde til mig, at du er en fighter, og at det ikke altid har været lige nemt for dig. Søfartsuddannelsen var måske ikke helt nem, så ville du gerne være folketingskandidat for Venstre, hvilket du ikke blev, så blev du spidskandidat til kommunalbestyrelsen, men bestyrelsen var imod dig i 2017, hvilket du dog overlevede på generalforsamlingen og så videre. Så du er en fighter, der gerne vil bevise sit værd – kan du genkende det?

– Fuldstændig. For det er også min egen oplevelse. Folk kan godt tænke, at ham der Søren Schow har siddet som chefkaptajn på begge hurtigfærger og som gruppeformand og spidskandidat for Venstre, det er bare noget, der kommer til ham uden videre. Men jeg er ikke født med en guldske i munden eller med ekstraordinære kompetencer. Jeg er en ganske almindelig mand, som jeg selv synes må kæmpe for de ting, jeg skal opnå. Jeg møder ikke lutter rygklappere, det gør jeg sgu ikke. Og ... altså, jeg sagde til Winni (Grosbøll, tidligere borgmester, red.) før 2017-valget, at hun skulle være klar over én ting. Jeg arbejder efter de mål, som jeg har, og jeg bliver ved med at gøre det, og mange gange bliver de altså opfyldt. Det mener jeg stadigvæk, siger Søren Schow.

– Og jeg mener ikke selv, jeg har fået noget forærende, jeg har virkelig måttet kæmpe, og hvis der er nogen, der tror, jeg er kommet let til noget, burde de sætte sig ned og se, hvor længe jeg arbejder med tingene. Inden jeg kom i kommunalbestyrelsen, havde jeg for eksempel været med i borgerforeningen i Nexø i rigtig mange år, og det har været med til at danne mig en base i Nexø for at blive valgt ind. Så hvis nogen kommer og siger, hvorfor kan jeg ikke hurtigt blive valgt ind, må jeg sige, at du bliver ikke hurtigt noget som helst, det er hårdt arbejde.

Ekstra indsats

Var der også hårdt helt tilbage på skipperskolen – skulle du kæmpe der?

– Nej, men på navigationsskolen, siger Søren Schow.

– Vi var begge under uddannelse i København og fik vores søn, så i alle weekender og før jeg tog i skole, tog jeg i Netto klokken fem om morgenen for at sætte varer på hylderne, og jeg arbejdede også i weekender og ferier på en tankstation, for vi skulle have råd til at leve. Det gik ud over min skole, og det ene år blev jeg smidt ud på grund af stort fravær og måtte tage et år om. Så jeg synes ikke, det har været en dans på roser, men til gengæld kan jeg virkelig godt li' udfordringerne og også, at det ikke går min vej.

– Hvis folk bliver for enige, og det bliver for meget rygklapperi, mister jeg også interessen, så jo mere kritik, og desto flere gange, Dansk Folkeparti, eller hvem det nu kan være, siger, at de ikke kan stemme på mig personligt, og desto mere I for eksempel skriver et eller andet i avisen, jeg synes er fuldstændig tåbeligt ... jeg kan godt sætte mig ned i fem minutter og tænke, det var lige godt satans, er det her nu også den rette vej, men jeg vågner hver morgen og tænker, nej, det skal kraftedeme være løgn.

Hvor kommer den stålsathed eller stamina fra?

– Det ved jeg ikke. Fra min barndom måske. Du var nødt til at yde en ekstra indsats, der kom ikke nogen og hjalp dig.

Troede dine forældre på dig, eller skulle du også bevise noget over for dem?

– Nej, jeg har haft en helt fantastisk opvækst! Men jeg har aldrig brudt mig om at gå i skole, og jeg har ikke læst mine lektier. Det fik vi også vide, når min mor var med til skolehjem-samtale, men jeg har altid fået fuldstændig opbakning fra mine forældre, og min mor tog mig altid i forsvar over for mine lærere for eksempel. Da jeg blev smidt ud fra navigationsskolen, sagde de heller aldrig noget anklagende, aldrig! Jeg har aldrig følt et pres.

Derfor har du måske også troet på, at ting kan lade sig gøre?

– Det er så en anden ting. Min mor sagde, at de, der kan, har en forpligtelse til at gøre det. Og jeg kan måske føle, at jeg er nødt til at gøre nogle ting, for hvem ellers.

Og bliver det for meget rygklapperi, er det lige før du mister interessen?

– Jojo, det gør jeg, men jeg er god til at skabe en debat, for jeg kan bare indtage en holdning, som er modsat alle de andre. Jeg er ikke en mainstreamer, som løber sammen med alle de andre. Winni Grosbøll sagde også til mig på et tidspunkt, at hun ikke kendte andre, der var så autoritetsmistroiske som mig. Jeg har respekt for andre mennesker, men lige så meget for alkoholikeren på bænken som for eksempelvis en kommunaldirektør. Så jeg har ikke autoritetsrespekt, og jeg vil have lov til at stille spørgsmål.

Og hvordan gik det så på den tidligere Klemensker Skole?

Fint, og nej, det var ikke en prank, fortæller Søren Schow dagen derpå.

– Der var fuld af elever fra 7. a på Kongeskærskolen, som var i Klemensker for at lave projekt om bæredygtighed, og der var også elever fra Ungdomsskolen, siger han.

– Så der var liv og glade dage.