Snogebæk Havnefest: Der er ikke nogen kære mor

Snogebæk Havnefest: Der er ikke nogen kære mor
Snogebæk Havnefest finder sted i slutningen af juli - her er et stemningsbillede fra 2019-udgaven. Foto: Berit Hvassum
Tirsdag 7. april 2020 • 12:51
Af:
redaktionen
Tirsdag 7. april 2020 • 12:51
Da statsministeren sagde, at store begivenheder som markeder og festivaler ikke må afvikles før udgangen af august, stod det klart, at Snogebæk Havnefest i juli måtte aflyses.Det fortæller formand for Poulsker IF Jan Eggertsen.

– Der er ikke nogen kære mor. Medmindre vi skal holde fest for under 10, siger han til Bornholms Tidende.

– Jeg tror ikke, det ville blive nogen succes at rykke festen til september. Folk er vant til, at festen ligger i juli.

Poulsker IF kommer ikke til at få et økonomisk smæk på grund af aflysningen godt tre måneder før den planlagte havnefest. Det traditionsrige arrangement plejer at indbringe idrætsforeningen et godt tilskud til aktiviteterne, hvis vejret er hæderligt under festen.

– Vi er så heldige, at vi ikke har skrevet kontrakt med nogen, så vi taber ikke penge ud over de manglende indtægter. Overskuddet har svinget mellem 70.000 og 200.000 kroner på det seneste. Men vi kører videre - vi skal nok komme igennem det her, siger Jan Eggertsen.

Det værste ved aflysningen er i formandens øjne de forgæves kræfter, som de unge arrangører har brugt på planlægningen, ligesom han begræder, at årets store begivenhed i lokalområdet ikke kan finde sted.

– Havnefesten er et samlingspunkt for mange bornholmere og eksilbornholmer, så det er noget møg.

FÅ ABONNEMENT