Slut på en livsstil: Peter siger farvel til sine geder efter 45 år – undtagen Svendsen

NATURPLEJE

Siden 70’erne har naturen på et stykke jord ved kysten i Svenskehavn været plejet af Peter Hansen og hans hobbyhold af geder. Gederne er dygtigere græssere, der hjælper med at holde tornekrat og andre seje plantevækster nede på steder, hvor man eksempelvis hellere vil bevare den frie klippekyst. Til det er geder nogle af de bedste dyr, fortæller 81-årige Peter Hansen.

– Du får ikke noget bedre. De går efter nyvækster, hvor for eksempel får kun går efter græs. Geder har en alsidig kost. Det første, de går i, er roser og rosenbuske. De er meget seje. Om det så er en vildrose med torne og en stængel af fingertykkelse, så gnasker de den i sig med velbehag, fortæller han.

Peter Hansen er frivillig på Melstedgård Landbrugsmuseum. Her gå han til hånde med forskellige ting, og kan se Svendsen. Laust Uhrskov Jordal

Peter Hansen har i 45 år sammen med sine geder af racen walliserged passet Svenskehavns klippestrækninger. Nu er alderen og helbredet imidlertid begyndt at vinde ind på hobbyavleren, der for et halvt år siden begyndte at undersøge mulighederne for afhænde flokken.

Dermed siger Peter Hansen farvel til et stort kapitel af sit liv, der startede helt tilbage i 1975.

– Jeg bor i Svenskehavn, hvor min grund har både klipper og gamle stenbrud. Hvis det får lov til at stå, springer det lynhurtigt i krat. Der vokser brombær, roser og den slags. Der i 75 var jeg i gang med at rydde op i krattet, for at bevare naturen, der var der. Det gjorde jeg manuelt med saks og rive. Det var et stort arbejde, husker Peter Hansen.

En af hans gode venner dengang var skovfoged Viktor Madsen, der havde et naturplejeprojekt i Slotslyngen, hvor man siden 1968 havde forsøgt at pleje naturen ved hjælp af geder.

– Jeg snakkede med Viktor om mit eget naturplejeprojekt en dag, og han kaldte mig et fjols – jeg skulle da tage og bruge geder i stedet. Det var jeg ikke meget for, for jeg tænkte, det ikke lige var sådan at gå i gang med, men han forsikrede mig om, at det var nemt, siger Peter Hansen.

– Så en dag, da vi havde været oppe hos ham til kaffe, gik han et øjeblik. Da vi kom ud og skulle til at køre hjemad, så sad der to geder i bilen. Dem skulle jeg have, sagde han. De to geder blev så vores grundstamme, som vi avlede videre på. Siden da har vi haft geder, fortæller han.

Nyttige dyr

Gennem årene formerede dyrene sig, og Peter Hansen har haft mange generationer af geder til at gå og græsse derhjemme. I alt er det blevet omkring 350 gedekid. Den største flok, Peter Hansen har haft på en gang, var på 24 geder, men i gennemsnit har han haft omkring otte dyr ad gangen.

Det der startede som et hobbynaturprojekt, udviklede sig med tiden til at blive en hel livsstil for Peter Hansen og hans familie. Hustruen Lisbeth og parrets tre børn deltog også i pasningen af dyrene, der ud over at være gavnlige for naturen også er nyttige på andre måder. De kan malkes, og mælken kan laves til ost. Man kan bruge deres møg til gødning, og de kan slagtes og skindet kan garves og bruges til alt muligt. Men især kødet er godt, fortæller Peter Hansen.

– Der er ikke noget bedre! Det undrer mig faktisk, at der ikke er mere fokus på kødet. Det er lækkert og fedtfattigt. Den nærmeste sammenligning, jeg kan lave, er, hvis du forestiller dig en blanding af vildtkød og kalv. Der er nogen, der sammenligner gedekød med kød fra får. Men det er jeg ikke enig i. For mig at se er det som at sammenligne hestekød og svinekød. Det er overhovedet ikke det samme. Hvis du først har smagt gedekød, så glemmer du det aldrig, fortæller Peter Hansen, der ved siden af sit hobbyprojekt som gedeavler arbejdede 39 år i postvæsenet som brevbærer.

Resten af tiden gik derhjemme med at passe gederne året rundt.

Gederne i Svenskehavn har været gode til at pleje naturen på Peter Hansens grund. – Vi der lever og ånder for naturen, er parate til at gøre, hvad vi kan for at hjælpe den, siger Peter Hansen, der hele sit liv har været meget optaget af naturen. Foto: Laust Uhrskov Jordal

Børnenes kæledyr

Til at hjælpe sig havde han sin kone Lisbeth og parrets tre børn. Da børnene var små blev det en tradition, at de valgte sig et kid, når der var læmmet, som blev deres kæledyr. Børnene knyttede stærke bånd til dyrene, husker Peter Hansen. Og dyrene knyttede stærke bånd til dem.

– Vores midterste barn, Lene, havde udvalgt et kid, som hun kaldte Trine. Når Lene kom cyklende hjem fra skole, kaldte hun på vej ned ad bakken på Trine, der så kom løbende. Ingen af de andre dyr kiggede op eller slog med ørerne, men Trine reagerede og kom hende løbende i møde. Lene gik så ind og skiftede tøj, og så gik de ellers tur, som om det var en hund. Geder er absolut intelligente dyr. Og meget lærenemme, siger Peter Hansen.

– Om sommeren kunne hun også tage hende med ud og bade. Geder er ellers rædselsslagne for vand, men Trine fulgte altså Lene ud i vandet. Nej, hvor de hyggede sig. Dyretække løber i familien. Vores andre børn havde også deres egne kælegeder, men de var ikke helt så tætte, som de to var det, siger Peter Hansen, der også selv altid har haft et nært forhold til sine dyr.

– Det lyder måske mærkeligt, når jeg siger det, men jeg plejede at gå og tale med dem. Vi mennesker ser det som normalt at gå og snakke med vores hunde – de kan jo forstå os og vores kropssprog. Men det kan gederne også. Jeg tror, det handler om gensidig tillid, som jo er noget af det vigtigste at opnå i et liv. På den måde kan man have et tæt forhold til sine dyr, siger Peter Hansen.

Hårdt at skille sig af med gederne

Med tiden voksede Peter Hansens børn op og flyttede hjemmefra. To af børnene bor ovre, mens en bor i Nexø. Peter og Lisbet Hansen var i mange år sammen om at passe wallisergederne, men siden hun blev syg for nogle år siden, har det været mere og mere Peter Hansens opgave. Da han selv forrige vinter begyndte at få problemer med helbredet, og i øvrigt var blevet 80 år, begyndte tankerne om at skille sig af med gedeflokken så småt at melde sig.

– Det har været hårdt at komme til den beslutning. Jeg kommer til at savne dem. Det har på mange måder været en livsstil. Men når det endelig skulle være, så var det nok det bedste sted, de kunne komme hen, siger han.

Peter Hansens wallisergeder får nemlig den store ære af at blive fast inventar i Knuthenborg Safaripark på Lolland. En chef for parkens dyrehold havde forelsket sig i wallisergeder, og havde kontaktet Anne Bjørklund, der er koordinator i Dansk Gede Union. Hun kendte til Peter Hansen og hans wallisergeder – Peter Hansen havde én ud af Danmarks i alt seks wallisergedeflokke – og gennem hende kom Peter Hansen og Knuthenborg Safaripark i kontakt med hinanden. I løbet af kort tid blev parken klar til at overtage Peter Hansens sidste fem geder.

– Vi havde snakket sammen i løbet af lidt tid hen over vinteren. Forrige fredag blev jeg så ringet op, og de sagde, at nu var de klar til at komme og hente dyrene. De ville komme om mandagen. Så det var ligepå og hårdt. De ville gerne have dem nu, så de kunne nå at komme i karantæne i en måned, som de skal, før de bliver sluppet ud i indhegning og kan finde sig til rette før parken åbner til foråret, siger Peter Hansen.

– Det hele gik ret hurtigt, og jeg nåede ikke at vænne mig til tanken. Men når det endelig skulle være, så tror jeg faktisk at det var godt, at det gik så stærkt. Der var ikke rigtig så meget tid til at tænke over det, siger han.

Peter Hansen har efterfølgende været i kontakt med parken, der kunne oplyse at dyrene var kommet godt frem, og virker tilfredse med den nye situation.

– Jeg er fortrøstningsfuld. Jeg tror, det er et godt sted for dem, siger Peter Hansen.

– Men det er mærkeligt, ikke at skulle have dem mere. Det skal jeg vænne mig til, siger han.

Gennem 45 år har Peter Hansen haft wallisergeder på sin jord i Svenskehavn. Racen kommer oprindeligt fra Valais i Schweiz. Peter Hansen forelskede sig især i racens lange pels, der er sort på forkroppen og hvid på bagkroppen og på deres lange horn. Foto: Laust Uhrskov Jordal

Bukken Svendsen bliver på Bornholm

Kun én ged fra hans avl er stadig i nærheden. Det er bukken ved navn Svendsen. Tidligere hed han Svend-Åge, men da han ikke reagerede på det navn, men til gengæld kom, da Peter Hansen kaldte ham Svendsen, blev han omdøbt.

– Det er sådan noget man går op i, når man er så nørdet omkring et eller andet, siger Peter Hansen.

Før Knuthenborg Safaripark meldte sig som aftager til gedeflokken stod Peter Hansen og skulle af med Svendsen, der ellers ville få problemer med flokkens anden buk. Peter Hansen har de sidste 12 år været frivillig på Melstedgård Landbrugsmuseum, så da Svendsen manglede et nyt hjem, var det nærliggende at lade ham flytte derop. På den måde kan han altså stadig se en af sine geder på Bornholm.

Nye dyr til naturpleje i Svenskehavn

Hele Peter Hansens lange eventyr med gedehold startede som et naturplejeprojekt på grunden i Svenskehavn. Så hvad skal der ske med naturen på hans omkring to hektar jord, nu hvor der ikke længere er wallisergeder til at gå og spise de uønskede vækster?

– Ja, det springer jo i krat lynhurtigt, hvis der ikke bliver gjort noget. Jeg tror, det ville tage tre år, og så ville det hele været groet til, siger Peter Hansen.

– Jeg har tidligere snakket med kommunens skovfoged Ole Holm Pedersen, og han sagde til mig, at når jeg engang ikke skulle have dyr mere, så ville han gerne hjælpe med at finde nogle andre græssere, der kan gå der. Så det bliver sandsynligvis Jan Seerup fra Hammershuslam, der kommer til at have nogle dyr gående der. Måske heste og får.

Os der lever og ånder for naturen, vi er parate til at gøre, hvad vi kan for at hjælpe den. Det bedste man kan gøre sådan et sted, det er at lade dyrene passe den, siger Peter Hansen.

Selvom han ikke længere selv skal stå for at have og passe dyr derhjemme, så er det ikke fordi Peter Hansen kommer til at kede sig. Der er stadig nok at se til for den 81-årige. Han er frivillig på Melstedgaard Landbrugsmuseum en dag om ugen, han drejer træfigurer på drejebænk, han passer sit hus og sin have, han er aktiv i Dansk Vandrelaug og har de sidste seks år været turleder for vandreture i Ældresagen.

– Det der med at sætte sig ned og læse en bog eller sådan noget, det har aldrig været mig. Det dur jeg ikke til. Hvad det næste, jeg skal kaste mig over skal være, det har jeg ikke afgjort med mig selv endnu, men jeg tror, jeg har ting nok at lave, til at underholde mig de næste 20 år, siger Peter Hansen.

Fakta

Wallisergeder stammer oprindeligt fra cantonen Valais (eller tysk: Wallis) i Schweiz.

Karakteristisk for Wallisergeden er den lange pels og den særprægede farvetegning: Sort forpart og hvid bagpart. Både hanner og hunner har horn.

Der er ikke mange Wallisergeder i Danmark, men der arbejdes koncentreret på at opformere og forbedre bestanden.

I foråret 2016 blev der importeret nye avlsdyr fra Østrig, så der er spændende avlsarbejde i gang. Det avlsarbejde var Peter Hansen også en del af.

Wallisergederne er livlige, nysgerrige og hårdføre. De knytter sig meget til den, der passer dem til daglig, men kan godt være lidt reserverede overfor fremmede.

Wallisergedens kød er meget delikat, så dyr, der ikke skal indgå i avlen, kan slagtes.

I disse år, hvor der er fokus på geders særlige evner som naturplejere udmærker wallisergeder sig, da de trives særdeles godt i naturpleje.

Kilde: DGU. Dansk Gede Union.