Skanlux har i perioden 2017 til 2020 bygget otte huse i Snogebæk. Her er de største fire huse 240-270 kvadratmeter, og det er huse i den stil, man gerne vil bygge i Tofte.
"I forhold til indvirkning på nærområdet, så har hverken vi eller vores eksterne udlejningsbureauer nogensinde modtaget klager eller negative synspunkter vedr. husene, hverken under opførelsesperioden eller i den efterfølgende driftsperiode", skriver Skanlux i høringssvaret og fortsætter:
"Skanlux referencen i Snogebæk er et tydeligt eksempel på en sommerhusbebyggelse, der har bidraget væsentligt til nyskabelse og udvikling af helårsturisme og arbejdspladser på Bornholm, uden nogen former for splid, naboklager eller stridigheder. Projektet i Snogebæk har været en stor succes for såvel husejere, gæster, lokale udlejningsbureauer og Bornholms Regionskommune".
Skanlux bemærker, at grundsammenlægningerne ikke vil betyde, at Strandskoven kommer til at fremstå væsentligt anderledes end andre sommerhusområder syd for Hasle. På den baggrund kalder man varslet om et påbud for meget drastisk.