Mandag udkommer bogen "Axel Salto – på papir". Bogen er den første nogensinde om billedkunstneren og kunsthåndværkeren Axel Saltos arbejder på papir.
Salto var en central skikkelse i kunstnerkolonien på Christiansø omkring 1910 og er i dag repræsenteret på Bornholms Kunstmuseum.
Som keramiker er han kendt som landets absolut dyreste med millionhammerslag på både danske og internationale auktionshuse, og nu bliver fokus altså også rettet mod hans billedkunst, grafik, bogdesign, tekstiler og illustrationer.
"Axel Salto – på papir" rummer både gengivelser af Saltos mange færdiggjorte papirværker og en stor mængde helt unikke Salto-skitser til keramiske værker og dekorationsopgaver, lyder det i omtalen af den nye bog.
– Kun en meget begrænset del af disse værker har tidligere været publiceret, og de er derfor ikke kendt i offentligheden.
Bogen udkommer mandag på forlaget Strandberg Publishing.