Sådan vil hospitalet tiltrække læger og sygeplejersker

Sådan vil hospitalet tiltrække læger og sygeplejersker
Hospitalsdirektør Annemarie Hellebek fortæller, at Bornholms Hospital har en strategi for, hvordan de vil tiltrække især speciallæger og specialsygeplejersker. Arkivfoto: Jens Erik Larsen
INTERVIEW | RØNNE | ABONNENT | 24. DEC 2021 • 10:30
Niels Ebdrup
Journalist
INTERVIEW | RØNNE | ABONNENT
24. DEC 2021 • 10:30

Hospitalsdirektør Annemarie Hellebek tror på, at det kan blive en styrke for Bornholms Hospital at kunne tilbyde generalistjob kombineret med naturen og muligheden for at kunne bo på Bornholm med sine børn og have en god work-life balance.

Det danske sundhedsvæsen har problemer med at rekruttere medarbejdere, og på Bornholm er udfordringen større end så mange andre steder. Men hospitalsdirektør Annemarie Hellebek har sat sig for at vende udfordringerne til noget positivt.

Læger skal kunne se, at det er en faglig udfordring både at arbejde højt specialiseret og generelt – som det er en nødvendighed på Bornholms Hospital. Også Bornholms afsondrethed skal vendes til noget positivt – en mulighed for natur, ro og balance mellem arbejde og familieliv.

– Bornholm afspejler resten af sundhedssektoren, og når de har rekrutteringsproblemer, har vi det også. Men vi har også større problemer end de andre. Det er sværere at rekruttere til udkantsdanmark end til de store universitetshospitaler, siger Annemarie Hellebek.

– Men vores udfordringer skal vendes til styrker. Vi tror, det fremadrettet er en styrke at kunne tilbyde generalistjob, naturen, at kunne bo på Bornholm med sine børn, og at der er en god work-life balance.

Læger som specialister

Hospitalsdirektøren nævner speciallæger og specialsygeplejersker som dem, der især er rift om, og som hospitalet især gerne vil rekruttere. Lægerne er svære at få til at flytte til Bornholm, fordi man på Bornholms Hospital også bliver nødt til at arbejde som generalist, og det passer ikke umiddelbart til lægernes meget specialiserede fagligheder.

– Når man har en sundhedsuddannelse, så bliver man typisk specialiseret i en eller anden retning. Man bliver for eksempel ortopædkirurg, og når man har været det i nogle år, vil man kun arbejde med håndkirurgi, fordi det er det, man er god til. Men på Bornholm er der kun 40.000 mennesker, og det er ikke nok til, at en læge udelukkende kan operere hænder. Så er man her, skal man finde glæden og udfordringen i ikke kun at arbejde i det, man er meget højt specialiseret i. Man skal også kunne finde glæden i det generelle inden for sit speciale, siger Annemarie Hellebek.

Til al held viser det sig, at der faktisk er læger, som netop gerne vil arbejde med lidt af hvert på et hospital. Og de kommer til Bornholm.

– Nogle af de læger, vi har fået over for nylig, nævner, at de har genopdaget generalistopgaven, og at de kan se den som en rigtig spændende udfordring, siger Annemarie Hellebek.

Tre indsatser

For at kunne arbejde i den rigtige retning i forhold til at rekruttere personale har Bornholms Hospital lavet en rekrutteringsstrategi. Den har tre forskellige indsatspunkter:

• For det første gælder det om at gøre de eftertragtede læger og specialsygeplejersker opmærksom på, at det er godt at bo på Bornholm.

• For det andet skal der være klare forhold omkring løn og arbejdsvilkår på Bornholms Hospital.

• For det tredje skal der være fokus på nye, kreative løsninger – for eksempel, at man som læge både kan arbejde på Bornholm og på et mere prestigefuldt hospital.

Indsats på sociale medier

I et forsøg på at gøre folk i sundhedssektoren opmærksom på, at det er dejligt at bo på Bornholm, har hospitalet en brandingindsats på sociale medier. Går man ind på Bornholms Hospitals Facebook-side, vil man møde en masse hospitalsansatte, som fortæller, hvordan deres liv er blevet, efter de fik arbejde på Bornholms Hospital og flyttede hertil.

En afdelingssygeplejerske skriver for eksempel:

"Vi har købt et lille landsted med højt til himlen. Vi er vant til den vilde, rå natur og de store åbne vidder på Grønland, at gå på jagt og fiske, samle svampe, urter og bær til vinteren. På Bornholm får vi lidt af det hele! Vi er i det hele taget faldet så godt til herovre og føler os hjerteligt og varmt modtaget".

Opslaget slutter med et telefonnummer, man kan ringe til, hvis man vil arbejde på Bornholms Hospital.

Er lønnen dårligere?

Når det kommer til løn, har hospitalet en udfordring. Det siges nemlig, at man som sygeplejerske og jordemor tjener mindre på Bornholms Hospital end på andre hospitaler. Annemarie Hellebek vurderer, at den fortælling kan afholde nogen fra at søge herover.

– Det er vigtigt, at vi får afdækket historien om, at lønnen er dårligere på Bornholm end på de københavnske hospitaler. I øjeblikket får vi undersøgt, hvor meget, der er om det. For det kan være noget af det, der gør, at man ikke har lyst til at flytte til Bornholm. Det er jo ikke sjovt at flytte til en lønnedgang, siger Annemarie Hellebek.

Alternative løsninger

Kreative løsninger på, hvordan man kan klare hospitalets opgaver på nye måder, er også en del af strategien, der skal afhjælpe hospitalets rekrutteringsproblemer.

– Vi forsøger at være kreative på alle mulige områder. Kan man for eksempel finde andre faggrupper, der kan løse opgaverne? Ja, farmakonomer – apoteksassistenter – kan eksempelvis løfte en del af medicinarbejdet for sygeplejerskerne. Og så er vi begyndt at se hovedpinepatienter i et virtuelt samarbejde på Bornholm. Vi har trukket opgaven hjem til Bornholm med de virtuelle muligheder, vi har fået.

– Det er en del af projekt Digital Ø. Så sidder en yngre læge, en sygeplejerske og patienten her og er virtuelt sammen med en speciallæge fra København på en skærm. De bornholmske patienter er glade for det. For de slipper for at rejse, når de er syge. Og med de digitale konsultationer bliver det lidt mere attraktivt for yngre læger og sygeplejersker at være på Bornholm. Så kan de få faglig udvikling her, samtidig med at de hjælper bornholmerne, siger Annemarie Hellebek.