Han kan derfor i sagens natur ikke vide, hvad afslagene skyldes, men han mistænker, at årsagerne ikke er saglige.
– Hvis der er tale om tidligere medlemmer, som er blevet smidt ud, fordi de ikke har passet deres have, haft gæld eller på anden måde opført sig forkert, så er man jo i sin gode ret til at give afslag, og så ville man jo bare kunne give den begrundelse. Men når det foregår på den her måde, at man bare blankt giver afslag uden begrundelse, så læner det sig op ad smagsdommeri. Mit bedste bud er simpelthen bare, at der sidder nogle i bestyrelsen, som ikke kan lide dem, der søger, siger Morten Caramés og tilføjer:
– Det minder jo om et lille kongedømme af den slemme slags.
Tidende har foreholdt kritikken for Jens Strunge Kruse, bestyrelsesformand for Haveforeningen Solvang, men han har ikke ønsket at kommentere sagen.
Katja Ottesen Harvid fortæller, at hun torsdag har modtaget en mail fra bestyrelsen, der oplyser, at man efter bestyrelsesmøde d. 7. maj vil vende tilbage med et uddybende svar.
Haveforeningen Solvang er Rønnes første kolonihaveforening. Den blev stiftet i 1927 og har i dag 167 grunde.