Røgelsesgaven peger op på Gud

Den røgelse, som de tre vise mænd, ofrede i krybben, understreger både Jesu kongelighed og tilgængelighed, mener Niels Engelbrecht, der er tilknyttet Bornholm som katolsk præst.

Tre vise mænd

Ifølge juleevangeliet bragte de tre vise mænd guld, røgelse og myraskær til Jesusbarnet. I denne miniserie forklarer tre nutidige vise mænd med tilknytning til Bornholm, hvordan de gaver også peger på forskellige karaktertræk ved barnet i krybben.

På kirkegulvet står en knælende figur fra kirkens julekrybbe iklædt fornemme klæder og med kongekrone på hovedet. Det er en af de hellige tre konger, der fandt Jesusbarnet julenat. Mellem hænderne holder figuren også et såkaldt røgelseskar. For røgelse var en af gaverne, som blev bragt til barnet i krybben dengang. Og røgelse har været kostbart. Det var kun noget, man gav til nogen, der var noget, fortæller Niels Engelbrecht, da vi står i Rosenkranskirken i Aakirkeby.

– Røgelse er et ærestegn. I det jødiske tempel har man bragt røgelsesofre som et ærværdigt tegn på bønnen, der stiger op til Gud, og i Romerriget blev røgelse brugt som et fornemhedstegn. Når romerske folk af høj rang blev båret ud, gik der foran dem lysbærere og foran dem en røgelsesbærer for at vise, at her var tale om en fornem person. Så når de vise mænd fra Østen havde kostbare gaver med til Jesusbarnet, så siger det noget om, hvordan de betragtede ham. De så ham som konge, for de havde jo læst om stjernen, der forudsagde, at der skulle komme en konge, og ham ville de besøge og ære, forklarer den katolske præst, som selv kan ligne den fornemme figur med sin adventsviolette messehagel.

Niels Engelbrecht er som katolsk præst i Rosenkranskirken i Aakirkeby vant til at betjene et røgelseskar, som man bruger under messen for at vise, at Kristus er tilstede. Foto: Joan Øhrstrøm

En kejserlig tradition

Mellem os knitrer det stille fra et gyldent røgelseskar magen til det, figuren foran os på gulvet holder i hænderne. Dette er bare større og hænger i lange kæder på et røgelsesstativ. Ilden har fået fat i det sorte kulstykke, som den hvidskæggede katolske præst netop kyndigt har antændt og lagt deri. Nu er det tid til at lægge røgelsen ovenover. Det er lavet af harpiks og ligner en slags lyse og matte små krystaller. Låget lægges på og Niels Engelbrecht løfter røgelseskarret af stativet og begynder at svinge det fra side til side, og snart spredes duften af sødlig røgelse omkring os.

Hvor Josef og Maria næppe har vidst, hvad de skulle stille op med den fornemme røgelsesgave, deres nyfødte kongesøn modtog, er det til gengæld tydeligt at se, at det ikke er første gang den katolske præst har et røgelseskar i hænderne. Naturligt og myndigt bevæger han sig rundt i kirkerummet og tilryger alteret og evangeliebogen, som er nogle af de steder, man typisk ville anvende den aromatiske og krydrede røg under en gudstjeneste.

For brugen af røgelse har siden det 4. århundrede været en velkendt skik i den katolske kirke.

– Da den kristne tro bliver en offentlig statsreligion, overtager den også mange træk fra kejserkulten. Og når man var hos kejseren, har det været skik at brænde røgelse af, siger Niels Engelbrecht og tilføjer, at også præstetøjet er præget af kejsertiden.

– Den messehagel, jeg har på, er også sådan en hofdragt fra kejserhoffet. Men det var først efter år 313, hvor det blev tilladt at være kristen i Romerriget, at man begynder at bygge kirker. Indtil da mødtes man rundt om i hjemmene. Man kan for eksempel se, at kejser Konstantin byggede Laterankirken, altså en stor basilika, som så blev den første rigtige kirke. Det kan man også se på dens facade, hvor der står, at den er alle kirkers moder og hoved, siger den katolske præst og forklarer, at røgelsen også bruges i et symbolsk øjemed.

– Vi bruger det med to symbolske betydninger i kirken. Vi bruger det dels som et symbol på, at bønnen skal stige op for Guds ansigt, men også igen som et hæderstegn. Så derfor, når vi går ind i procession (højtideligt optog) med korset i spidsen, som jo er Kristussymbolet, fordi nu samles Kristi legeme i kirken, så bærer vi røgelsen foran, ligesom foran en fornem person i Rom.

I kirken bruger man således også røgelsen til at understrege, at Kristus er til stede i gudstjenesten.

– Alteret er et symbol på Kristus, der hvor hans offer bringes. Når vi hører evangeliet, er det ham, der taler til os. Derfor tilryger vi evangeliebogen og alteret. Når vi når dertil, tilryger vi også præsten, som er der i Kristi sted og menigheden som er Kristi legeme. Og når Kristus bliver nærværende i brødets og vinens skikkelse, så tilryger vi også det. Så det er ved de forskellige tidspunkter, hvor Kristus er der, at vi bringer røgelse til ham.

Røgelsen er lavet af harpiks og ligner en slags lyse og matte små krystaller, inden det kommer ned i røgelseskarret. Foto: Joan Øhrstrøm


Et spil for sanserne

Mens brugen af røgelse er bibeholdt i de katolske kirker, bruges den normalt ikke i protestantiske kirker.

– Når vi hos os fejrer gudstjeneste, synes jeg det er vigtigt, at vi bruger alle sanserne. Som menneske har vi jo sanserne. Vi er ikke bare hoved, vi er også alt det andet. Vi ringer også med klokker, når der også skal vises, at der er noget der er vigtigt. Når præsten har sagt indstiftelsesordene, så løfter han brødet, og så ringer vi med klokker og svinger med røgelse. Så der er noget for ørerne og der er noget for næsen og der er noget for øjnene, siger han med henvisning til sin violette messehagel, som også bruges i folkekirken som tegn på, at vi befinder os i adventstiden, som både er en faste- og forberedelsestid.

– Næste søndag kan jeg dog tage en lyserød en på. Fordi den søndag er en glædens søndag. Der er to søndage om året, man kan bruge det, og det er i adventstiden og i fastetiden. I adventstiden er det den tredje søndag, hvor indgangssalmen er ”Glæd dig”, og et andet ord for ”glæd dig” kommer også på en søndag i fastetiden. Så det er ikke helt violet, det er ikke helt så alvorligt, så bliver det rosa, det man har på. Når det er fest som juleaften, så bærer vi hvidt eller gyldent, mens vi til en almindelig messe bærer grønt, som er håbets farve. Og når det er pinse har vi rødt, fordi det er Helligåndens farve, forklarer han og tilføjer, at man på den måde er medlevende med hele kroppen gennem farver, dufte og lyde, ligesom man kan mærke vievand og smage nadveren i Den Katolske Kirke.

– Den nonverbale kommunikation er med til at bringe os i en stemning, som gør os mere modtagelige, fordi ritualerne på en anden måde også fortæller det, som vi fortæller med ord,

og røgelsen peger på de steder, hvor Kristus er nærværende. Og dermed også på julens budskab, siger han med et smil gennem skægget.

– Julen betyder jo, at Gud kommer helt nær til os. At han ikke er fjern mere, men at han bliver som en af os. Og vi kan pludselig se, hvordan Gud er, når vi ser på Jesus. Gennem hans ord og de ting han gør. Den måde han ser på mennesker, den måde han inddrager alle. Han går ud til dem, der er ude på kanten og vækker forargelse. Jesus ændrer billedet af Gud, fordi han åbenbarer, hvem Gud i virkeligheden er, siger præsten.

Gud er kommet nær

I Det Gamle Testamente kunne Gud virke mere fjern, fordi man her kun forbandt Gud med det perfekte, som det uperfekte ikke må komme i nærheden.

– Hvis der var nogen, der havde legemlige fejl, måtte de for eksempel ikke have tjeneste i templet. Det kan man se i 3. Mosebog. Men så kommer Jesus, og han turer rundt med de invalide og med dem, som ikke anses for at være gode – toldere og syndere. Det er det, han hele tiden er i diskussion med farisæerne om.

Hvad er det så for et Gudsbillede, Gud giver os gennem Jesus?

– At han er nær hos os, at han er til at komme i kontakt med. Han er en Gud, der elsker menneskene og vil dem det godt. Det er ikke kun for et bestemt folk. Han er ikke en stammegud. Han er en Gud for alle.

Du siger Gud er kommet nær, men er det kun i kirken, hvor man bruger røgelse?

– Nej, vi kan komme ham nær alle steder, men i kirken, der gør vi det jo i fællesskab, og det er også en vigtig ting for os. Vi er ikke bare individuelle kristne, vi er kristne i fællesskab, så derfor kommer vi og får hjælp her til at lytte til hans ord og forstå dem.

Figur fra julekrybben i Rosenkranskirken i Aakirkeby. Den forestiller en af de vise mænd med et røgelseskar. Foto: Joan Øhrstrøm


Dejlig er jorden, bedre er himlen

I Lukasevangeliet, hvor vi også kan læse juleevangeliet, er noget af det sidste turen til Emmaus, hvor vi møder to disciple efter Jesu opstandelse. Men de ved endnu ikke, at miraklet er sket.

– De går og spekulerer over, hvordan tingene mon hænger sammen. Det ser ikke ud til, at det hænger sammen det her. Men så møder de den her angiveligt fremmede, som de stiller alle deres spørgsmål til. Den ”fremmede” åbner skrifterne for dem, og da han så bryder brødet, kan de se det er ham. Og det er jo i og for sig, det man gør, når man kommer til en gudstjeneste. Man kommer med alle sine spørgsmål og lytter til skrifterne, og der er en, der åbner skrifterne og bryder brødet. Så på den måde er Kristus nær på samme måde som med disciplene. De får et glimt af Gud, når de åbner deres hjerte, når de lytter til skrifterne, når de bryder brødet, så er det ham, der er der, siger den katolske præst, mens røgen fra røgelseskaret stadig stiger op mod Gud, ligesom, han mener, det er vores opgave at gøre gennem livet. ”For aldrig forstummer tonen fra himlen i sjælens glade pilgrimssang”, som Ingemann skriver i sin julesalme ”Dejlig er jorden”, der er Niels Engelbrechts yndlingssalme i det hele taget.

– For på tre vers, så siger den det væsentlige, påpeger han smilende.

– At jorden er dejlig, men at vi er på vej til noget, der er bedre. Og det er noget, som åbenbares for os til jul. ”Englene sang den, først for markens hyrder.”

Hvad siger røgelsen om Guds tilgængelighed?

– Den siger, at det var et barn, som de tilbad, det var ikke en fyrste, som sad på en høj trone. For røgelsen tilhørte ikke kong Herodes, men barnet i krybben, som var den virkelige konge. Så det siger noget om tilgængeligheden, at det er ham, der får røgelsesgaven. For Gud tilhører æren, men han steg ned for at møde os.

Blå bog

Niels Engelbrecht. Født i 1951. Cand. mag. i tysk og kristendomskundskab. Har arbejdet som gymnasielærer. Som 41-årig læste han til katolsk præst i Tyskland og USA. I dag fungerer han som generalvikar og den katolske biskoppens stedfortræder med præstefunktion på både Bornholm og i Hvidovre.