MILJØ
Ejendommen Nygårdsvej 15 i Hasle, bedre kendt som den tidligere rockerborg, er snart historie.
STM Entreprise fra Klemensker begyndte nedrivningen midt i november. I de første uger handlede det om det møjsommelige saneringsarbejde med håndkraft.
– Der har været lidt mere oprydning, end vi er vant til ved lignende opgaver, og senere fandt vi ud af, at der lidt overraskende var masser af isolering i ejendommen, fortæller entreprenør Brian Kofoed.
Men nu er man kommet så langt, at det går stærkt, og entreprenøren håber stadig at blive færdig med opgaven til jul.
Mandag begyndte man at vælte bygningerne, og tirsdag var forsyningsfolk ude for at lukke af for vand og fjernvarme til ejendommen. Brian Kofoed håber, at man onsdag bliver færdige med nedrivningen. Derefter skal gulve og fundamenter graves op, og der er en jordforurening, der skal tages hånd om, inden STM kan slutte af med at fylde jord på arealet.
STM Entreprise udfører opgaven for kommunen, der købte den forfaldne ejendom for at kunne få plads til en mere sammenhængende byggegrund til et kommende plejecenter.