Revyholdet er landet: 'Vi har glædet os afsindigt til at være på Bornholm'

Revyholdet er landet: 'Vi har glædet os afsindigt til at være på Bornholm'
Sommerens revyhold er på plads i Kyllingemoderen, hvor de skal øve frem til premieren den 2. juli. Foto: Anders Beier
| 16. JUN 2021 • 11:23
Henrik Nielsen
Journalist

16. JUN 2021 • 11:23

KULTUR

Holdet bag Bornholms Sommerrevy er efter prøver i København ankommet til Bornholm, hvor numrene til årets revy skal finpudses og Kyllingemoderen klargøres inden premieren den 2. juli.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Endelig, endelig er vi i gang. Vi har glædet os afsindigt til at være på Bornholm og her midt i skoven, siger revydirektør og medvirkende Gunvor Reynberg i pressemeddelelsen.

Efter en lang coronapause og flere måneders forberedelse er hun og resten af holdet ankommet til Kyllingemoderen for atter at fylde det gamle forsamlingshus med latter.

Masser af overraskelser

Den mest tydelige forandring i Kyllingemoderen er revyens scene, der blev sat op i weekenden, og som allerede giver salen den helt rette stemning til store glæde for spillerne.

– Det er bare godt at være her, hvor det hele skal ske. Se at scenen allerede er bygget op i dens skelet. Det giver inspiration og motivation at stå her nu, siger revydirektør og skuespiller Søren Hauch-Fausbøll.


Instruktør Lars Knutzon og skuespillerne Joakim Lind Graae Tranberg, Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll er glade for at være tilbage i Kyllingemoderen. Foto: Anders Beier

Bornholms Sommerrevy har stadig som målsætning at være bornholmernes revy og dermed den mest lokale revy i landet. Der venter publikum højaktuelle, lokale historier og naturligvis også et gensyn med byrødderne, bedre kendt som de fire Kofoed'er, og bygningsinspektør Verner Mogensen. Og så er der masser af nye overraskelser at glæde sig til.

Fonde er medspillere

Jazzmusiker og kapelmester Alice Carreri står for lydkulisserne i den grønne skov

– Jeg ser frem til at få bundet sløjfer på de sidste løse ender og til at pakke det dygtige hold ind i vellyd fra ende til anden. Vi har lavet en revy for alle, men særligt til, for og om bornholmerne, så deres modtagelse betyder ekstra meget, siger hun i pressemeddelelsen.

Kort inden revyens premiere har lokale fonde vist sig som en vigtig medspiller.

– Vi er så heldige, at vi oven på corona, som viste sig at være en hård nyser for vores lille revy, har fået en ekstra hjælpende hånd fra Brdr. E., S. & A. Larsens Legat, Bornholms Brand og senest fra Sydbank Fonden. Det er fantastisk, for det bekræfter os i, at vi er velkomne på øen, og at bornholmerne gerne vil holde den lokale revytradition i hævd, siger Gunvor Reynberg.


Om revyen

Bornholms Sommerrevy 2021: Skov & Ballade

Spiller i Kyllingemoderen fra den 2. juli - 5. august.

Billetter kan købes på revyens hjemmeside.