De bor i Møllegade i Rønne, og det er også der, Rønne Pride foregår, nærmere bestemt på den lille plads foran Møllegade 2 og 4.
– Min nabo spurgte mig, om jeg havde et regnbueflag. Det har jeg, men det er ikke særlig stort. Så spurgte hun, om vi ikke skulle købe et stort flag, hænge det på hendes gavl og lave noget. Det kunne vi godt, og så bestilte jeg et prideflag, og så kørte det bare, fortæller Anja Svart Kofod.
Naboen er ikke selv en del af LGBT+-miljøet, men det er Anja Svar Kofod, og det har hun været siden 1998, hvor hun engagerede sig i Hobi Bornholm, der var en forening for homoseksuelle og biseksuelle. I dag favner miljøet meget bredere, og alle er velkomne til at kigge forbi Rønne Pride.
– Jeg holder tale og kommer med nogle indlæg. Har man lyst, kan man bare komme, og man kan tage noget at drikke og en stol med. Indtil videre ved jeg, at der kommer i hvert fald 10-15 personer, men jeg håber selvfølgelig på flere, fortæller Anja Svart Kofod, som er talsperson for arrangørerne.