– Det specielle ved det projekt var, at alle boliger var solgt, inden vi gik i gang med byggeriet. Det var meget længe siden, at der sidst var bygget boliger i Rønne Nord, og der var rift om dem.
Det siger Jens Koefoed, direktør for PL Entreprise, som stod for andelsboligbyggeriet på Christians Plads i Rønne Nord. Her startede byggeriet af 12 andelsboliger i efteråret 2020 på en grund, som tidligere var udlagt til butiksområde.
– Boligerne er energivenlige, vedligeholdelsesfri og ældrevenlige. Det er det, der gør dem attraktive, og jeg hører også mange sige, at de er glade for at bo i klynger, hvor man har noget selskab. Det er også med til at gøre husene på Christians Plads attraktive, at de ligger tæt på skov og strand, tilføjer Jens Koefoed.
De 12 andelsboliger er etableret i tre bygninger med fire boliger i hver. Foto: Holger Larsen