Nyt arrangement i Svaneke

NOTITS | KULTUR | 23. APR • 18:00
NOTITS | KULTUR | 23. APR • 18:00

Når kalenderen om lidt skriver maj, vil Svaneke summe af musik, fællessang, blomster, leg og fællesskab med et helt nyt arrangement.

De tre første dage i maj vil der nemlig være aktiviteter i hele byen og åbne døre hos forretninger, spisesteder og beværtninger.

Sådan lyder det fra Svaneke Handelsstandsforening i en pressemeddelelse.

Programmet for weekenden, der har fået navnet 'Svaneke Spirer', er spækket med blomster og kreativitet.

Blandt andet kan man være med i et stort fællesværk på havnen, ligesom man kan være med til at tilplante havnens nye møbler, tegne med kridt på gaden, synge fællessang, prøve saunaen og deltage i plantemarked på Gruset.

– Alle er velkomne til at medbringe en trækasse og et par planter. Det er de glade amatørers dag. Man kan bytte, udveksle viden og fif, få en god snak og komme hjem med nye vækster til sin have eller altankasse, lyder det fra arrangøren.

Over weekenden vil der desuden være motionsløb, gadefodbold, marked, hønseskidning, byvandringer, fest og udendørs underholdning i gårdhaven på Siemsens.

Håbet er, at Svaneke Spirer kan blive en tilbagevendende forårsbegivenhed med fællesskab og kreativitet som omdrejningspunkt.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT