Penge til udstillingssted: Gæster skal forstå kunsthåndværk med egen hånd

Penge til udstillingssted: Gæster skal forstå kunsthåndværk med egen hånd
Grønbechs Gård tilbyder allerede familieworkshops i glasgravering og støbning af guldgubber, og udstillingsstedet i Hasle vil gerne tilbyde endnu flere, da det er en god måde at formidle bornholmsk kunstværk til stedets gæster. Det fortæller daglig leder Mai Ørsted, efter at Grønbechs Gård har modtaget støtte til arbejdet fra Sparekassen Bornholms Fond. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 15. DEC 2020 • 16:17
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
15. DEC 2020 • 16:17
KULTUR

At gå rundt på et museum og kigge på kunst og kunsthåndværk er noget, mange sætter pris på, men ikke alle. Derfor gør Grønbechs Gård sig tanker om, hvordan man bedst muligt formidler bornholmsk kunsthåndværk til gæsterne, og det arbejde har udstillingsstedet i Hasle modtaget økonomisk støtte til.

– Vi vil gerne skabe nogle rammer omkring vores familieworkshops, som er lidt mere udbyggede og alsidige i forhold til det, vi har haft før. Tidligere har vi arbejdet med støbning af guldgubber, og så har vi haft glasgravering, og vi kunne godt tænke os at få flere materialer og kunsthåndværk ind i de familieworkshops. Det er en idé om at formidle bornholmsk kunsthåndværk mere taktilt, hvor man forstår det med sin egen hånd og handling, siger Mai Ørsted, som er daglig leder af Grønbechs Gård.

For hende er det en måde at invitere mennesker og især familiegrupper ind i en museumskontekst, som ikke bare handler om at gå rundt og kigge på ting, men også handler om at være sammen om at gøre noget sammen.

Dag ud og dag ind

Mai Ørsted har det selv sådan, at man skal være opdraget på en særlig måde eller være lidt mere voksen for at sætte pris på den klassiske museumsoplevelse, hvor man går rundt og kigger på ting.

– Det er det, jeg er opdraget med, men det er ikke det, vi har opdraget vores børn til, og det er ikke det, de børn, jeg kender, sætter pris på. De sætter pris på at få lov til at involvere sig selv og selv lægge noget til. Det er en tendens, som også er ved at blive udbredt blandt voksne, at man gerne vil være medproducerende. Man vil gerne have noget med hjem, siger hun.

Ved selv at arbejde med tingene, har man nemmere ved at lære og forstå dem, end hvis man bare får dem beskrevet eller ser dem på film, mener hun.

– Det ser altid enormt nemt ud, når en glaspuster sidder og puster glas, eller en keramiker drejer en skål, og det er først, når man gør det selv, at man finder ud af, hvorfor folk bruger et helt liv på det. Det er derfor, det tager 20 år at blive god, for det er faktisk utrolig svært. Det er også en måde helt konkret at få folk til at forstå, hvorfor ting koster det, de gør, og hvorfor folk fordyber sig i at sidde og lave den samme skål dag ud og dag ind, fortæller Mai Ørsted.

Mere personlig formidling

Selvom der er masser af mennesker, der bruger håndværkere og sætter pris på godt håndværk, har der ifølge Mai Ørsted været en tendens til, at håndens arbejde ikke er lige så fint som hovedets arbejde, og det er ikke så godt, mener hun.

– Alting er faktisk ret svært, hvis det skal gøres på et ordentligt niveau. Det er også en del af den type formidling, respekten for fagligheder på tværs af fag, siger Grønbechs Gårds daglige leder.

En workshop har også den fordel, at man kan gå i dialog med gæsterne, mens de sidder med deres graveringsudstyr eller noget tilsvarende.

– Så kan man snakke med dem om det, de er passionerede omkring og så starte der. Og man kan snakke om den historiske ramme, hvorfor der er så meget kunsthåndværk på Bornholm, det geologiske, keramikkens historie og alle de her ting. Det er som om, det er meget nemmere at få en formidling, der er mere dybdegående og mere personlig, end hvis man tog dem rundt i udstillingen og lavede en klassisk rundvisning, siger Mai Ørsted.

 
 

10.000

kroner til aktiviteter til børn har Grønbechs Gård modtaget fra Sparekassen Bornholms Fond